Den spanske stjernerytter
Juan Ayuso er ifølge flere medier tæt på at forlade
UAE Team Emirates-XRG til fordel for en ny tilværelse hos
Lidl-Trek.
Juan Ayuso ser ud til at stå foran et af de mest opsigtsvækkende holdsift i nyere tid.
Den 22-årige spanier forventes at skifte til Lidl-Trek efter 2025-sæsonen, hvor han i øjeblikket stadig er kontraktbundet til UAE Team Emirates-XRG.
Skiftet ventes at træde i kraft fra begyndelsen af 2026-sæsonen.
Ifølge flere internationale medier er kontrakten med Lidl-Trek langvarig og skulle gælde frem til udgangen af 2030.
Der er dog endnu ikke kommet en officiel bekræftelse fra hverken Ayuso selv eller Lidl-Trek.
Overgangen bliver mulig, efter at UAE Team Emirates-XRG har givet grønt lys til at ophæve den eksisterende kontrakt før tid.
Rytteren har tidligere givet udtryk for, at samarbejdet har været præget af uenigheder, især efter Tour de France i 2024.
Den formelle meddelelse om kontraktophævelsen kom den 1. september, hvor Ayuso udtalte:
- Jeg vil gerne takke holdet for den støtte og de muligheder, de har givet mig gennem årene. Jeg har haft mulighed for at udvikle mig og konkurrere med de bedste, og jeg ved, at det, jeg har lært, vil være med mig fremover. Nu føler jeg, det er tid til at gå en ny vej med samme entusiasme, og jeg ønsker UAE Team Emirates-XRG held og lykke fremover.
Kritik af holdets ledelsesstil
Dagen efter meddelte Ayuso til medierne, at han var utilfreds med måden, kontraktophævelsen var blevet offentliggjort på.
Ifølge rytteren var det oprindeligt aftalt, at nyheden først skulle udmeldes efter Vuelta a España, men den blev offentliggjort under løbets hviledag.
- I forhandlingerne før Vueltaen forsøgte vi at finde en løsning, hvor tingene kunne afsluttes på en god måde. Men nogle gange er det ikke muligt, især når der er tale om en ledelsesstil, der minder om et diktatur og en magtudøvelse over mig, udtalte Ayuso.
Han tilføjede desuden:
- De valgte at offentliggøre det uden forudgående varsel, og jeg tror, det er tydeligt, hvorfor de gjorde det, nemlig for at skade mit image.
Selv med uroen i baggrunden formåede Ayuso at gennemføre Vuelta a España og vandt en etape undervejs samt var med i holdets sejr i holdtidskørslen.
Styrkelse af Lidl-Treks ambitionsniveau
Hvis overgangen til Lidl-Trek bliver en realitet, vil det være et markant skifte for det amerikanske hold.
Lidl-Trek har de seneste år positioneret sig som et af verdens stærkeste mandskaber i endagsløbene, men har manglet en klar kaptajn i etapeløbene.
Med ryttere som Jonathan Milan og Mads Pedersen har holdet haft stor succes i pointkonkurrencerne og vundet pointtrøjen i alle tre Grand Tours i 2025, men når det gælder samlede klassementer, har det knebet med resultaterne.
Ayuso er stadig ung, men har allerede vist, at han kan begå sig i både ugelange etapeløb og Grand Tours.
Hos Lidl-Trek vil han kunne få en central rolle i holdets fremtidige satsning på klassementet.