Mads Pedersen får en stærk ny hjælper i klassikerne, når
Lidl-Trek henter en rutineret tysker ind på holdet.
Det er nu officielt, at Max Walscheid fremover skal køre i Lidl-Treks farver.
Den 32-årige tysker forlader Jayco AlUla og har underskrevet en aftale, der gælder til mindst 2028.
Han skal fremover støtte både Mads Pedersen og Jonathan Milan i de store løb.
Walscheid har tidligere markeret sig som sprinter, men i de seneste år har han primært fungeret som leadout-rytter.
Han har også gjort sig gældende på brostensklassikerne, hvor han blandt andet har kørt Paris-Roubaix og Flandern Rundt de seneste tre sæsoner.
- Lidl-Trek er ideelt opstillet til klassikere og spurter. Jeg er klar til at hjælpe Mads Pedersen og køre leadout for Jonathan Milan, mens jeg også søger mine egne chancer, når de opstår.
- Og jeg er ekstremt motiveret til at give mit bedste ved Grand Tours, fordi vi vil have så mange forskellige måder at få succes på, siger Walscheid i holdets pressemeddelelse.
Skal styrke holdet i klassikerne
Lidl-Treks manager, Luca Guercilena, fremhæver tyskeren som en værdifuld tilføjelse til holdet.
- Han bringer både styrke og løbsintelligens, hvad enten det er at passe ind i sprinttoget, bidrage i brostensklassikerne eller læse et løb i de hektiske finaler. Max er meget motiveret til at hjælpe vores ledere med at få succes, og han kan også vinde selv, når chancen opstår, siger han.
Signingen falder i forlængelse af Lidls store sponsorat, som blandt andet har øget holdets fokus på det tyske marked. Walscheid er selv fra Neuwied og bliver dermed en oplagt profil i denne sammenhæng.
En erfaren profil
Den nye Lidl-Trek-rytter har kørt de seneste to sæsoner for Jayco.
Tidligere har han været en del af Sunweb, NTT og Cofidis.
I karrieren står han noteret for 13 professionelle sejre, heraf tre på ProSeries-niveau i Europa. På WorldTouren har han opnået ni podieplaceringer, men endnu ikke en sejr.
Hos Lidl-Trek bliver han nu en del af en bred trup, hvor han blandt andet skal arbejde tæt sammen med Mads Pedersen i klassikerne.
Derudover kan han danne makkerpar med nyindkøbte Mathias Norsgaard, som også har skrevet under med holdet.
Sammen repræsenterer de to en fysisk markant duo, der kan blive en vigtig faktor i forårets hårde løb.