Brian Holm ser både muligheder og faldgruber i den nye Tour-rute. Der blev talt længe i cykelkredse, da ruten til Tour de France 2026 blev præsenteret i Paris. For hvordan vil den passe til
Jonas Vingegaard, der stadig jagter revanche efter nederlaget i 2025?
Brian Holm har sine tvivl, men ser samtidig klare styrker for danskeren. Han vurderer, at løbets afslutning bliver afgørende.
De hårdeste etaper ligger i den tredje uge, hvor feltet skal over flere bjerge med afslutninger i højderne. Og netop det kan vise sig at være Vingegaards fordel.
– Jeg tror med den hårde sidste uge, at den ligger fint til ham. Der er nok nogle ting, der kunne have været bedre, men det kan Pogacar jo også sige, fortæller Holm ifølge Feltet.dk.
Han hæfter sig særligt ved, at Alpe d’Huez optræder to gange i løbets sidste dage.
Den sidste af de to etaper beskriver han som “giftig og hård”, og netop sådan en afslutning passer danskeren, der ofte har vist sin styrke, når trætheden for alvor sætter ind.
Alpe d’Huez fra bagsiden: “Det er voldsomt”
Det legendariske bjerg bliver i 2026 kørt fra en usædvanlig vinkel.
På 20. etape skal rytterne over Col de Sarenne, før de rammer Alpe d’Huez fra den side, som normalt bruges til nedkørsel.
Den rute har kun været med én gang tidligere, i 2013, og det gør et vist indtryk på Holm:
– Jeg har aldrig kunnet lide den. Jeg ved ikke, om jeg har fået højdeskræk på mine gamle dage, men når man kører der og kigger ned, det er voldsomt.
Holm var dengang sportsdirektør for Quick-Step og husker tydeligt, hvor smal og uforudsigelig vejen er:
- Der er ikke nogen afspærring, og der er fandme langt ned, hvis man ryger ud over.
Kun én gang før er Col de Sarenne blevet brugt som opstigning i et professionelt løb, under Critérium du Dauphiné i 2017.
Netop den erfaring viser, hvor uforudsigelig en faktor bjergene kan blive i Tourens afslutning.
Hinault: Pogacar står stærkest
Mens Holm ser håb for Vingegaard, er
Bernard Hinault mere kategorisk.
Den femdobbelte Tour-vinder kalder ruten “skræddersyet til Pogacar” og peger på, at sloveneren stadig er svær at true, så længe alt fungerer for ham.
Tour-ledelsen har ellers forsøgt at skabe variation med flere bjergetaper i slutfasen for at holde spændingen åben, men i Hinaults øjne ændrer det ikke på favoritskabet:
– Når jeg ser, hvordan han dominerer lige nu, kan jeg ikke se, at der er nogen, der kan true ham, medmindre der sker ham noget.
Så bliver det den rute, hvor Jonas Vingegaard kan vende billedet, eller har Tour-ledelsen ubevidst gjort det endnu lettere for Pogacar at skrive videre på sin historie?