Det var anden dag i træk, at Tadej Pogacar og
Remco Evenepoel udtrykte forundring over
Visma - Lease a Bike og Jonas Vingegaards taktiske beslutninger i
Tour de France.
På 7. etape satte det hollandske storhold tempo første gang rytterne passerede Mûr-de-Bretagne, men undlod at gøre det anden gang, hvor et angreb kunne have gjort forskellen i finalen.
- Jeg forventede mere – måske fra Visma – i forhold til angreb, så de kunne køre til målstregen med Matteo og Jonas, sagde Pogacar efter etapen.
Udeblevne angreb gav ham mulighed for at ligge i læ bag sine konkurrenter og planlægge en afslutning, der endnu engang rakte til sejr.
- Jeg tænker, at de ikke ville samarbejde med hinanden om etapesejren, så det var en luksus at sidde på Remcos hjul og bag Johnny for at komme frem, så jeg kunne lave min afgørende spurt, sagde han til TV 2 Sport og flere medier.
Pogacar tog dermed sin tredje etapesejr i årets løb, mens Vingegaard måtte tage til takke med andenpladsen.
Evenepoel: "Lidt mærkeligt"
Remco Evenepoel havde en lignende oplevelse af etapens afslutning.
Han bemærkede det høje tempo fra Visma tidligere på etapen og blev overrasket over den passive tilgang senere:
- Det var lidt mærkeligt, for de kørte hårdt på stigningen første gang, og så sad hele holdet samlet anden gang, sagde han.
Evenepoel havde ikke en klar fornemmelse af, hvad der var under opsejling og kunne høre Pogacar opmuntre sin holdkammerat Wellens med ordene:
- Kør, kør, kør!
Den belgiske stjerne valgte at holde sig til Pogacars hjul og fulgte ham så længe som muligt.
Da Wellens var færdig med sit føringsarbejde, var det kun Pogacar, Vingegaard og Evenepoel, der var tilbage i front.
Vingegaard: Fejl i spurten
Jonas Vingegaard forholdt sig ikke til Pogacars bemærkninger efter etapen, men udtrykte tilfredshed med holdets indsats og roste Matteo Jorgenson.
Han erkendte dog, at han selv lavede en fejl i finalen.
Lars Bak, ekspert og tidligere professionel rytter, kommenterede, at det er svært at vurdere, om Jorgenson havde kræfterne til at gøre en forskel i finalen.
- Jeg tror ikke, det havde ændret så meget, men da jeg så det, tænkte jeg også, at Jorgenson skulle være kørt ud foran og hjulpet Jonas. Det gjorde han ikke, og jeg tror ikke, han kunne, lød vurderingen.
Taktikken på både 6. og 7. etape har ført til spørgsmål blandt konkurrenterne, som har noteret sig Vismas forsøg på at animere løbet uden afgørende succes.