vingegaard bil

Sidste rytter på plads: Jonas Vingegaards hold er nu klar til 2024

Cyklingjan. 08 , 13:33

Danske Jonas Vingegaard har nu fået kendskab til den sidste rytter, som han bliver holdkammerater med i den kommende sæson.

På det seneste har der været mange rygter om Visma - Lease a Bike. Det skyldes, at det hollandske hold har haft en enkelt ledig plads til denne sæson.

Det har de ikke længere, da de har fundet en rytter, der kan lukke dette hul. I en pressemeddelelse afslører Visma - Lease a Bike, at de har indgået en aftale med Julien Vermote. Derfor bliver han den sidste rytter, der hentes til holdet i denne omgang.

Det kom lidt ud af det blå, at det hollandske hold pludselig måtte på jagt. Det skyldes, at Lennard Hofstede meldte ud, at han havde valgt at indstille sin karriere som cykelrytter. Dermed var de nødt til at finde en rytter, der kunne afløse ham.

Vermote er bestemt ikke et nyt navn, når det kommer til cykelsport. Derimod har han været professionel siden 2011, hvorfor det er en rutineret herre, der nu kommer til Visma - Lease a Bike.

Sidste år var han ikke under kontrakt med et hold, hvorfor han havde en sæson som amatørrytter. Det medførte, at han kørte en række nationale løb i Belgien, hvor han sikrede sig en lang række topplaceringer.

"Jeg er meget glad for at have fået denne mulighed. Visma - Lease a Bike er et hold, som jeg gerne vil hjælpe. Jeg kan ikke vente med at starte og tage på holdtræningslejr næste uge," siger Vermote i pressemeddelelsen fra holdet.

Den erfarne belgier har været forbi flere forskellige hold i løbet af sin karriere. Forud for sidste sæson, hvor han kørte på amatørniveau, har han været på kontrakt med både Alpecin, Quick Step og Dimension Data.

Mest læste