Cykelstjernen Stefan Küng havde et meget slemt styrt under EM i enkeltstart, hvilket han nu fortæller om. Den 20. september begav Stefan Küng sig ud på ruten ved EM i enkeltstart. Da han passerede målstregen, så han helt anderledes ud, end da han havde sat sig op på cyklen.
Man kunne blandt andet se, at hans rød-hvide trøje var betydeligt mere rød, end den var hvid. Desuden var både arme og ansigt smurt ind i blod, ligesom hans hjelm bar tydeligt præg af, at han havde været i asfalten.
Hvad der også er værd at nævne er, at det billede slet ikke skulle have eksisteret. Årsagen til dette er, at han ifølge UCI's regler slet ikke skulle have gennemført løbet.
"Jeg tror, det var et problem med vejledningen. Jeg er nærmest blind, når jeg kører tidskørsel. Jeg kan kun se et par meter frem, fordi jeg skal holde min position. Derfor er jeg nødt til at stole på de indikationer, jeg får fra holdbilen," siger Küng til det schweiziske medie SRF.
I denne forbindelse var der tilsyneladende noget, der gik helt galt. Den 29-årige stjerne fik ikke blot ødelagt sin tidskørsel, men pådrog sig også en hjernerystelse. Hertil brækkede han et kindben og fik knoglebrud i hænderne.
I interviewet fortæller han også, at det voldsomme styrt fik konsekvenser på anden vis. Han endte nemlig med at miste sin vielsesring, som var forsvundet, da gipsen blev fjernet.
"Vielsesringen er væk. På målbillederne har jeg den stadig på min finger. I St. Gallen, da gipsen blev fjernet, var den der ikke længere," fortæller han.
Det fik ham til at ringe rundt til forskellige læger for at høre, om de havde fundet hans vielsesring. Desværre er den endnu ikke dukket op.