Tadej Pogacar går ind i 2026-sæsonen som verdens ubestridte cykeldarling, og han lægger ikke skjul på sine ambitioner, men han afviser, at det er op til ham, om
Jonas Vingegaard skal være med i Touren.
Tadej Pogacar har for længst sat sig tungt på tronen i international landevejscykling, og i 2026 fortsætter han sin jagt på de sidste manglende sejre.
Ved UAE Team Emirates-XRG’s mediedag i Benidorm præsenterede den slovenske stjernerytter sit løbsprogram for den kommende sæson, og det er sammensat med henblik på at holde ham motiveret i en tid, hvor han allerede har vundet det meste.
Pogacar, der er verdensmester og firedobbelt Tour de France-vinder, skal i 2026 køre Tour de Romandie, Tour de Suisse og Tour de France.
Hans dominans har været så udtalt, at alt andet end sejre i disse løb vil blive opfattet som en sensation.
På spørgsmålet om hvilke mål han stadig jagter, nævnte han Paris-Roubaix.
- Jeg tror, jeg ville vælge Roubaix, fordi jeg allerede har vundet Touren fire gange, sagde han på pressemødet ifølge DomestiqueCycling og tilføjede:
- Forskellen mellem nul og én er større end mellem fire og fem.
Rivaliseringen med Vingegaard: "Jeg vil ikke ringe til ham"
Siden Tour de France 2020 har Pogacar været centrum i cykelsportens store fortælling.
Kun Jonas Vingegaard har siden formået at skabe reel modstand og dramatik.
Danskerens sejre i 2022 og 2023 afslørede sårbarheder hos Pogacar, men de to seneste år har sloveneren domineret igen.
Vingegaard har åbnet for muligheden for, at han i 2026 vil køre Giro d’Italia i stedet for Touren, og det emne blev også bragt op i Benidorm.
Pogacar kommenterede det med en blanding af respekt og realisme:
- Når du er sportsudøver, vil du altid konkurrere mod de bedste, på det højeste niveau og i den bedste form – uden uheld og alt det der. Det bekræfter sejren, hvis alle er der 100 procent. Men han kan vælge, hvad han vil. Jeg vil ikke ringe til ham og sige: ’Hey, Jonas, du skal med til Touren…’
Mediedækningen trætter – men målene er klare
Selvom Pogacar fortsat trækker overskrifter og er det helt store trækplaster, viser han stigende tegn på træthed i forhold til mediecirkusset.
Det blev ifølge Het Nieuwsblad allerede tydeligt under sidste sommers Tour og var igen mærkbart ved arrangementet i Spanien.
Men på trods af trætheden omkring det udenoms, er Pogacars fokus på cyklingen intakt.
Med store mål i horisonten, herunder at vinde de manglende monumenter som Milan-San Remo og Paris-Roubaix, er motivationen fortsat intakt for en rytter, der har meget lidt tilbage at bevise.