Geraint Thomas er kendt som en af de bedste cykelryttere i verden. Han har dog ikke altid været i samme gode form. 37-årige Geraint Thomas er ikke blot kendt for at være en rigtig dygtig cykelrytter. Han har også flere gange tiltrukket sig opmærksomhed, fordi han er meget bramfri i interviews og podcasts.
For nylig er han blevet interviewet af mediet VeloNews, hvor han blandt andet talte om sin tid på holdet Barloworld. Det er et afrikansk-italiensk cykelhold, som han kørte for i tre sæsoner som ung.
"Det var i slutningen af 2006. Jeg kan huske, at en fyr fra den britiske cykelunion ringede til mig og sagde, at der var et nyt hold, der ledte efter en britisk rytter. Og at de var interesseret i en ung rytter," siger han til VeloNews.
På daværende tidspunkt var Thomas både ung og uprøvet. Derfor var han også klar til at gribe chancen, hvilket fik ham til at rejse til Italien. Her mødtes han med holdets repræsentanter, som ikke var helt så imponerede af synet.
"Jeg kan ikke huske, om jeg var ved at prøve et par shorts, men jeg kan huske, at alle italienerne sad der og kiggede på mine ben. De snakkede om, at jeg var tyk og at jeg skulle tabe mig lidt. Det var klassisk italiensk stil," lyder det fra Thomas med et smil på læben.
Han endte alligevel med at få en chance hos Barloworld, som han tilskriver en stor del af sin udvikling. Han siger selv, at han havde 'tre fantastiske år' hos holdet med base i Italien, men med en afrikansk sponsor.
Siden da er der også sket en stor udvikling med Thomas. Blandt andet gik han fra at være klassikerrytter til at vinde Tour de France.