En Tour de France-sejr og en succesrig karriere som cykelrytter er ikke altid nok til at undgå økonomiske problemer.
En tidligere cykelrytter, der kan skrive under på dette, er
Bradley Wiggins. Han står nemlig overfor en personlig konkurs, da han skylder mere end otte millioner kroner væk.
Dette fremgår ifølge Cycling Weekly af en rapport fra kurator i hans tidligere selskab, Wiggins Rights Limited.
Dette selskab blev taget under konkursbehandling allerede i 2020, hvorfor det er et gammelt krav, der forfølger ham.
Konkret har kurator fremsat et krav på 979.953 pund, hvilket svarer til 8,4 millioner kroner. Efter sigende skulle der være tale om et lån, der ikke er blevet indfriet.
Siden konkursen har Wiggins været underlagt en såkaldt IVA (Individual Voluntary Agreement).
Det er en aftale, der har til formål at sikre, at kreditorerne får deres penge, og at Wiggins undgår personlig konkurs.
Men da han ikke har betalt afdrag på det fremsatte krav det seneste år, har sagen nu taget en drejning.
Derfor risikerer han at blive ekskluderet fra den førnævnte aftale. Hvis det sker, så er der ikke længere noget, der beskytter ham mod en personlig konkurs.
"Hvis bruddet (på ordningen, red.) ikke bliver genoprettet, vil IVA'en blive afsluttet," skriver kurator i rapporten.
For at få penge ind til kreditorerne, har selskabets kurator bedt et selskab om at sælge varemærkerne 'Bradley Wiggins', 'Wiggins' og 'Wiggo'.
De er alle ejet af Wiggins Rights Limited, og forhåbningen er, at de kan kradse penge ind.
Wiggins mener ikke, at hans privatøkonomi skal inddrages i sagen.
Samtidig skyder han skylden på andre, der har drevet virksomheden, som har båret hans navn. Han var ikke selv involveret i den daglige drift af den.