Den tidligere Tour de France-vinder Jan Ullrich har udtalt sig om doping for første gang i næsten 30 år.
Jan Ullrich er fortsat den eneste tyske cykelrytter, der har vundet Tour de France. Det gjorde han tilbage i 1997, hvor doping var en betydeligt større del af cykelsporten, end det er i dag.
I et nyt interview taler han ud om dette, hvilket ifølge Bild er første gang i næsten 30 år.
"Jeg lærte ret hurtigt, at doping var udbredt. Det blev formidlet til mig: 'Du er god, du har et kæmpe talent, du træner med stort engagement, du har alle de kompetencer, der skal til. Men hvis du vil følge med her, skal du være med'," sagde han.
Han indrømmer ikke direkte at have taget doping, men han kommer med en kraftig antydning af det.
"Det var den udbredte opfattelse på det tidspunkt, at uden hjælp, ville det være som at tage en kniv med til en pistolkamp," sagde han.
"Generelt var den fremherskende holdning: Hvis du ikke gør det, hvordan skal du så overleve i et løb? Så kører du i feltet. Du ved, at du nok er en af dem, der ikke har noget i sig, og derfor har du ingen chancer."
Tyskeren blev i 1995 hentet til Team Telekom, og to år senere vandt han Tour de France. Han var involveret i den såkaldte 'Fuentes'-dopingskandale i 2006, hvor han blev suspenderet fra sit hold og udelukket fra Tour de France.
Efter flere års sagsbehandling fandt Court of Arbitration for Sport (CAS) den tyske cykelstjerne skyldig i doping i 2012. Tidligere holdkammerater har indrømmede doping, men det gjorde Ullrich ikke.
"Der var stadig en straffesag mod mig på det tidspunkt. Mine advokater anbefalede mig at forblive tavs. Et råd, som jeg fulgte, men som jeg led konsekvenser af i lang tid," sagde han.
Han besluttede sig i 2015 for at flytte til Mallorca, hvor han ville starte et nyt liv. Men det gik slet ikke, som han havde regnet med.
"Men det fungerede ikke for mig. Tværtimod. Til sidst fulgte styrtet. Det kunne ikke være dybere end det," sagde Ullrich, hvis kone Sara gik fra ham og rejste hjem til Tyskland med deres børn, fordi han havde alkoholproblemer.