Han stod øverst på podiet i verdens største cykelløb, men privat kæmpede han med en hemmelighed, der sendte ham ud i et livsfarligt misbrug.
I 2012 stod Bradley Wiggins øverst på sejrsskamlen som den første britiske vinder af Tour de France. Han var en nationalhelt, der blev slået til ridder af dronning Elizabeth og skrev sig ind i historiebøgerne med sin olympiske triumf samme år.
Alt pegede mod en glorværdig pensionisttilværelse, men bag facaden kæmpede han med en flok dæmoner, der ikke forsvandt sammen med cykelshortsene.
Da han i 2016 trak sig tilbage fra professionel cykling, var det begyndelsen på en nedtur, der hurtigt tog fart.
Tre år senere var han dybt afhængig af stoffer – dette har han nu fortalt hudløst ærligt om.
"Jeg var kun 13 år, da mit liv tog en drejning, der forfulgte mig i årtier. Efter min karriere sluttede, blev minderne umulige at fortrænge, og jeg fandt trøst i noget, der kun trak mig længere ned," fortæller Wiggins.
Ifølge Ekstra Bladet har Wiggins tidligere fortalt om en barndom præget af svigt og overgreb.
Som ung rytter blev han udsat for seksuelle overgreb fra sin træner, Stan Knight, en oplevelse, han i mange år forsøgte at gemme væk.
Uden cyklen og de faste rutiner begyndte de uforløste traumer at vende tilbage.
"Den mand, der misbrugte mig, var min første mandlige rollemodel i cykelsporten. Han fik mig til at føle mig speciel og talentfuld, mens alt det forfærdelige skete i baggrunden. Det var forvirrende, og jeg tror aldrig, jeg fik bearbejdet det ordentligt," fortæller Wiggins.
I takt med at hans identitet som cykelrytter forsvandt, tog misbruget fat.
Fra 2016 til 2019 levede han et dobbeltliv – offentligt en velrespekteret ekspertkommentator, bag kulisserne var han fanget i et stofmisbrug, han ikke kunne kontrollere.
Wiggins forsikrer, at han i dag har lagt stofferne bag sig.
Han har forladt sin rolle som tv-kommentator og bruger nu sin tid på at hjælpe andre tidligere atleter, der kæmper med overgangen til livet efter sportskarrieren.
"Det tog mig lang tid at erkende, at jeg havde brug for hjælp. Men jeg kom ud på den anden side, og nu vil jeg bruge mine erfaringer til at hjælpe andre, der står i den samme situation," siger han.