Filippo Baroncini

UAE-rytter åbner om grimt styrt: "Mirakel jeg er i live"

Cyklingsep. 05 , 11:01
Filippo Baroncini har for første gang fortalt om sit voldsomme styrt under Polen Rundt, hvor han var tæt på at miste livet.
Det var en dramatisk tredje etape af Polen Rundt den 6. august, hvor den italienske cykelrytter Filippo Baroncini styrtede alvorligt.
Den 25-årige UAE-rytter pådrog sig flere brækkede ryghvirvler, et brækket kraveben og alvorlige skader i ansigtet.
Efter ulykken blev han lagt i kunstig koma og er stadig indlagt på hospitalet i Niguarda, hvortil han blev overført fra Polen.
I et interview med La Gazzetta dello Sport fortæller Baroncini ærligt om de voldsomme følelser og oplevelser, der fulgte styrtet.
- Det er et mirakel, jeg er i live. Jeg forstod det ikke til at starte med, men det er langsomt ved at gå op for mig, siger han.
Teknisk nedkørsel og kritisk moment
Baroncini var en del af et større styrt på en teknisk og smal nedkørsel, som førte til, at etapen blev neutraliseret.
- Det var en svær nedkørsel, for det var rimelig smalt. Der var et rimelig skarpt sving, hvor jeg røg ud i gruset. Jeg styrtede og fik et slag på ryghvirvlerne, og det gjorde ondt. Jeg mærkede med det samme slaget på mine ribben, for jeg havde svært ved at trække vejret, fortæller han.
- Jeg kunne godt bevæge mine ben, så det var fint, men jeg kunne mærke, at der var noget galt i mit ansigt. Heldigvis skete der akkurat ikke noget med mine øjne, siger han videre til den italienske avis.
Alvorlige skader og lang genoptræning
Trods alvoren i styrtet er udsigten til udskrivelse fra hospitalet forbedret.
Baroncini bekræfter, at han snart forventes at kunne forlade hospitalet, selv om han skal blive der nogle dage endnu.
Vejen tilbage til konkurrence er dog lang.
Der venter en omfattende genoptræning, før han igen kan sætte sig på cyklen.
For Baroncini er det dog vigtigste lige nu, at han er i live og i gang med helingsprocessen.
Mest læste

Mest læste

Loading