De var der i 2023 og 2024, men spørgsmålet er, om det norske Uno-X Mobility-hold – med syv danskere i truppen – også i 2025 får lov at køre verdens største cykelløb, Tour de France.
Siden holdet i 2023 fik sit første wildcard til Touren, har det etableret sig som en markant spiller i feltet. Især i 2024, hvor norske Jonas Abrahamsen kørte flere dage i den prikkede bjergtrøje, og Magnus Cort med sine eksplosive afslutninger beviste sit værd.
Men i år er der noget anderledes.
ASO, organisationen bag Tour de France, har nemlig ikke været hurtige på aftrækkeren med at uddele wildcards.
Tidligere år har disse pladser været fordelt allerede i januar eller tidligt i februar, men nu skriver vi marts, og Uno-X ved stadig ikke, om de er inde eller ude.
De 18 World Tour-hold har en garanteret plads i Tour de France.
Derudover får de to højest placerede prokontinentalhold på verdensranglisten også automatisk adgang.
Det efterlader to wildcard-pladser, som ASO frit kan uddele.
Ifølge Ekstra Bladet er tre hold i spil til disse eftertragtede pladser:
Uno-X Mobility, det schweiziske Tudor Pro Cycling Team og det franske Total Energies.
Sidstnævnte har været fast inventar i Tour-feltet i over 20 år, og traditionen tro får mindst ét fransk hold et wildcard.
Det betyder reelt, at der kun er én åben plads tilbage – en plads, som Uno-X Mobility skal kæmpe hårdt for.
En af udfordringerne for Uno-X er, at Tudor Pro Cycling Team har forstærket sig markant op til denne sæson.
De har hentet den dobbelte verdensmester Julian Alaphilippe, en rytter med stor stjerneglans og fem Tour-etapesejre på CV’et.
Det gør det schweiziske hold til en særdeles attraktiv kandidat for ASO.
Men Uno-X Mobility har også haft et stærkt forår.
Danske Magnus Cort har allerede vundet tre sejre, mens norske Søren Wærenskjold i februar sikrede holdets største triumf nogensinde med sejren i den belgiske klassiker Omloop Het Nieuwsblad.
Selv om sejre ikke er det eneste kriterium for at få et wildcard, viser det, at Uno-X kan gøre sig gældende på højeste niveau.
Som det ser ud nu, er der to wildcards til Tour de France – men måske åbner der sig en bagdør.
Både ASO og RCS Sport, arrangørerne af Giro d’Italia, har nemlig luftet muligheden for at udvide feltet til 23 hold i de store Grand Tours.
Hvis det sker, vil Uno-Xs chancer for en Tour-billet stige markant.
Christian Andersen, dansk sportsdirektør hos Uno-X, fortæller, at de har hørt rygter om en sådan løsning, men endnu ikke har fået det bekræftet.
2Vi ved lidt, men ikke noget konkret. Hvis der bliver 23 hold, ser det jo rigtig godt ud for os," siger han.
Indtil man ved noget mere, arbejder Uno-X Mobility videre med en todelt strategi.
Plan A indebærer en Tour-deltagelse, mens Plan B handler om at justere sæsonen, hvis invitationen udebliver.
"Vi håber selvfølgelig, at vi får en plads i Tour de France, men vi må også være realistiske. Vi kan ikke bruge for meget energi på noget, vi ikke selv kan kontrollere," siger Christian Andersen.
Mens Uno-Xs Tour-fremtid hænger i en tynd tråd, afventer de også besked fra arrangørerne af Giro d’Italia og Vuelta a España.
Det norske hold har dog allerede fået indikationer på, at en Giro-invitation er usandsynlig, mens håbet om en plads i Vueltaen stadig lever.
Om Uno-X Mobility får sin tredje Tour-deltagelse i træk, afgøres i de kommende uger.
Indtil da må holdets ryttere vente i spænding – præcis som resten af cykelverdenen.