Frederik Wandahl

Vandaliseret Wandahl er tilbage i sadlen

Cyklingsep. 10 , 14:25
Fire måneder efter styrtet i Ungarn venter en ny begyndelse med nye ambitioner for fremtiden
Frederik Wandahl har oplevet flere hårde slag i sin unge karriere. Forrige år brækkede han lårbenshalsen, og i maj fulgte endnu et mareridt under Ungarn Rundt.
Her styrtede den 24-årige dansker så voldsomt, at han pådrog sig en traumatisk hjerneskade og måtte tilbringe fire dage på hospitalet:
- Jeg har ingen erindring om selve styrtet eller dagene omkring det. Det første klare billede er, at jeg vågnede på hospitalet. På en måde er det en fordel, men det viser også, hvor voldsomt det var.
Vejen tilbage til cyklen blev usædvanligt lang.
I modsætning til tidligere skader var det denne gang usynligt, hvor fremskridtene lå.
- Før kunne man se, at det gik fremad. Denne gang var det hele tiden to gode dage efterfulgt af et tilbagefald. Hjerneskader er ikke noget, man kan tage let på, siger han i et interview med Red Bull – BORA – hansgrohes hjemmeside.
Støtte og tålmodighed
Mens han kæmpede sig igennem månederne uden cykel, var støtten fra omgivelserne afgørende.
Hans familie sørgede for at bringe ham hjem fra Ungarn, og hans kæreste var til stede fra første dag.
Hertil kom holdets læger, sportsdirektører og ledelse, ligesom også den danske cykelunion stod bag ham.
Ifølge holdets hjemmeside blev han rost for sin vilje til at tage den nødvendige tid og ikke forcere sit comeback.
- Jeg var utroligt heldig at få så meget støtte. Uden den havde jeg ikke stået her nu, klar til at køre cykelløb igen, siger Wandahl.
Han beskriver ventetiden som præget af frustration over at sidde udenfor, mens resten af feltet kørte de store løb. Men samtidig lærte han noget nyt om sig selv:
- Jeg har lært, at man ikke kan forcere ting. Tålmodighed var det vigtigste. Og hvis man overlever to så alvorlige styrt, kommer man styrket ud på den anden side.
Ambitioner på et stærkere hold
Comebacket sker i dag i det italienske løb Giro della Toscana – Memorial Alfredo Martini, hvor Wandahl igen trækker i trøjen uden at stille krav om resultater:
- Ingen forventninger. Jeg vil bare mærke, hvor jeg står, og nyde at være tilbage.
Allerede nu ser han dog frem mod 2026, hvor Red Bull – BORA – hansgrohe får tilført en ny superstjerne i skikkelse af belgieren Remco Evenepoel. Det glæder danskeren sig til:
- Sådan som han har domineret, er der ingen tvivl om, at han er en fantastisk rytter. Jeg tror, han kan lære meget fra sig, selv om han stadig er ung.
Han håber at blive en af belgierens betroede hjælpere i klassikerne:
- Jeg håber at få lov at fokusere på endagsløbene sammen med Remco. Det ville være stort at bidrage dér, hvor han også kan vinde.
At egne chancer i de store løb kan blive færre, tager han som en naturlig del af rollen:
- Når man har så god en rytter, får man selv færre muligheder. Men det gør bare, at man er endnu mere motiveret for at hjælpe.
For Wandahl handler resten af 2025 nu om at finde rytmen igen, før 2026 tager fart.
Mest læste

Loading