Fire afsluttende etaper skal køres langt væk fra fastlandet.
For første gang siden 1988 skal
Vuelta a España køres på De Kanariske Øer, når den 91. udgave af Spaniens største cykelløb i september 2026 får sin afgørelse på Tenerife og Gran Canaria.
Dengang i slut-80’erne samledes op mod 200.000 tilskuere, da feltet blandt andet kørte en holdtidskørsel på Gran Canaria.
Nu næsten fire årtier senere bliver øerne igen kulisse for en af verdens tre Grand Tours.
Løbet starter i Monaco med en enkeltstart, men det er de sidste dage af løbet, der bliver afgørende.
Efter en hviledag skal rytterne flyttes til De Kanariske Øer, hvor de sidste fire etaper er planlagt.
To af dem køres på Tenerife, og to på Gran Canaria.
Ruten bliver først officielt præsenteret i december, men meget tyder på, at bjergene kommer til at afgøre løbet.
Afgørende stigninger i bjergene
Ifølge det lokale medie Canarias7 har arrangørerne længe haft et særligt ønske om at inkludere de to ikoniske stigninger Mount Teide på Tenerife og Pico de las Nieves på Gran Canaria.
Begge bjerge rækker over 2.000 meter, og begge er kendt blandt professionelle ryttere som træningssteder.
Netop Pico de las Nieves nævnes som et potentielt højdepunkt i den sidste uge, hvor klassementet sandsynligvis vil blive afgjort.
For de lokale myndigheder har det været en prioritet at få Vueltaen tilbage.
Allerede i 2023 indledte repræsentanter fra Gran Canaria samt Tenerife forhandlinger med løbsdirektør Javier Guillén og Unipublic, der arrangerer løbet.
Aftalen kom på plads efter to års forhandlinger, og det anslås, at regionen investerer omkring 45 millioner kroner i værtskabet.
Erfaringerne fra tidligere store sportsbegivenheder på øerne som Copa del Rey i basketball samt VM-rally har vist, at investeringerne giver et solidt afkast i form af turisme.
Et globalt udstillingsvindue
Når rytterne i 2026 træder ind i den sidste uge af Vueltaen, vil De Kanariske Øer da også få massiv opmærksomhed.
Cykelløbet transmitteres til over 190 lande, og arrangørerne ser øernes landskab som et ideelt udstillingsvindue.
Selv om de sidste detaljer først offentliggøres senere på året, står det allerede klart, at finalen i 2026 bliver markant anderledes end de klassiske afslutninger i Madrid.
Efter 38 års fravær vender Vuelta a España tilbage til øerne, og denne gang med fire afgørende etaper, hvor bjergene på Tenerife og Gran Canaria kan komme til at blive afgørende for løbet.