Luke Littler

Teenageren Luke Littler genvinder VM i dart

Dartjan. 05 , 10:35
Det afgørende kom i skiftet mellem to faser, som ikke lignede hinanden.
Der var en fornemmelse af, at der kunne komme en kamp ud af det. Gian van Veen havde haft sin bedste sæson og kom ind til finalen med selvtillid, og det var også hollænderen, der først fik salen med sig.
Han tog åbningssættet og fik hurtigt vist, at han var kommet for at spille med.
Men så anede man, at Luke Littler var ved at finde rytmen. Han brugte ikke mange minutter på at få ro på kastene, og han begyndte at lægge det pres på Van Veen, som finaler i det lange format ofte bliver afgjort på.
Efter lidt over 40 minutters dart var billedet ikke længere til at tage fejl af. Littler havde vendt kampen og løb fra sin modstander.
Da finalen var færdig, stod der 7-1 i sæt til den 18-årige englænder, der fylder 19 år d. 21. januar. 
Presset ramte, da Littler skruede op
Van Veen spillede ikke en dårlig finale, men han ramte heller ikke sit topniveau, og det blev afgørende, da Littler først begyndte at ramme de store serier.
Finalen udviklede sig ifølge The Guardian til en opvisning i tempo og kontrol, hvor Littler kunne tage et sæt på få minutter, når han fik duften af en åbning.
Hollænderen pegede selv på et tidligt vendepunkt efter kampen:
- Jeg missede pile i andet sæt, og det var nok der, kampen blev afgjort. Luke Humphries og Gary Anderson lægger også pres på dig. Men det her er et andet pres.
Littler svarede med den type stabilitet, der gør modstanderen mindre for hver tur.
Han leverede 16 gange 180, og han holdt et gennemsnit omkring 100, mens Van Veen langsomt mistede grebet om kampen.
8,6 millioner kroner og en ny standard
Sejren gav ikke kun en titel. Littler tog også turneringens hidtil største præmie på 1 million pund, hvilket svarer til cirka 8,6 millioner kroner, og det er første gang, VM i dart runder en præmie af den størrelsesorden.
- Første gang var så fedt, så jeg var nødt til at gøre det to gange, sagde den unge englænder efterfølgende. 
VM-triumfen er hans anden i træk, og han er den første, der genvinder titlen siden Gary Anderson i 2016.
Littler har nu nået VM-finalen tre år i træk, og han står tilbage med en fornemmelse af, at han stadig har mere at jagte:
- Jeg kan være ustoppelig på scenen.
Pokalen blev overrakt af kræftramte Sir Chris Hoy, der ikke ligner en mand, der har lang tid tilbage på denne planet, og igen var Alexandra Palace rammen om en aften, der viste, hvor meget dart kan fylde, når den rigtige spiller rammer dagen.
Mest læste

Mest læste

Loading