Erling Haaland sluttede sin Champions League-måltørke – passerede Real Madrid-legende

Foto: Marc Atkins/Getty Images

Erling Haaland scorede i kampen mod Young Boys onsdag aften, og sluttede derfor sin måltørke i Champions League.

Da holdkammeraten Rodri blev tilkendt et straffespark i anden halvleg, fik norske Erling Haaland muligheden for at score sit første Champions League-mål i over et halvt år. Inden da var hans seneste mål mod Bayern München i kvartfinalen.

Haaland formåede at sende bolden i nettet bag Young Boys-målmand Anthony Racioppi. Dermed scorede han også sit første mål i dette års udgave af Champions League. Kort tid efter scorede han også sit andet mål.

“Det andet mål var, som Erling er: fantastisk. Vi har været glade for ham, lige siden han kom. Men folk forventer syv mål af ham hver gang. Det er fantasi. Det hører til i et eventyrland,” siger Manchester City-træner Pep Guardiola til norsk TV 2.

Den 23-årige fik dermed afsluttet endnu en måltørke. Det sker efter, at verdensstjernen i weekenden scorede sit første mål i næsten en måned mod Brighton.

“Jeg er ked af det, men den her fyr kommer til at score mål hele sit liv,” siger Guardiola til TNT Sports.

Med fire minutter tilbage af opgøret, fik Haaland bolden i det feltet, hvorefter han med højre fod placerede den i nettet. Derved fik han også lukket kampen til Citys fordel.

Haaland har nu scoret i alt 37 mål i Champions League på tværs af 33 kampe. Det har givet ham en plads på top 20-listen over alle tiders topscorere i turneringen. I denne forbindelse er han også gået forbi Real Madrid-legenden Ferenc Puskás.

“Jeg tror, ​​han selv ved, hvor god han er. Jeg ved ikke, hvad der foregår i hans hoved, men efter hvad jeg ser, er han selvsikker og vil gerne score hver uge. Han er sulten. Hvis han scorer to, vil han score tre eller fire mere. Han giver aldrig op, og al ære til ham,” siger City-talentet Rico Lewis til TV 2 efter kampen.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024