Farvel zero-pods: Første billede af Mercedes W14

Foto: Jeff Robinson/Icon Sportswire via Getty Images

Et billede af den opdaterede Mercedes-racer er blevet delt for første gang. Det er første opgradering af flere forud for Monacos Grand Prix.

Alle øjne vil være rettet mod Mercedes i denne weekend. Teamchef Toto Wolff har bekræftet, at man vil løfte sløret for en meget opgraderet version af deres W14-racer.

Den opdaterede version rygtedes at ville gøre op med Mercedes’ velkendte ‘zero-pods’. Nu er det første billede blevet lækket, som bekræfter, at disse rygter var sande.

F1-journalist Albert Fabrega har delt et billede af den opdaterede bil fra Mercedes, som er blevet udstyret med en sidepod. Til forveksling ligner den meget Red Bulls.

Den opgraderede version forventes at være et vendepunkt for Mercedes i denne sæson. Den ottedoble vinder af konstruktørmesterskabet har nemlig droppet det koncept, der har voldt dem problemer siden starten af 2022.

Med en sejr i Sao Paulo traf Mercedes en beslutning om at føre konceptet med ind i 2023. Der gik dog ikke lang tid, før de indså, at det var en fejl.

Oprindeligt var det planen at afsløre den opgraderede W14 i Imola. Men da det italienske grandprix endte med at blive aflyst, har Mercedes været nødt til at skubbe introduktionen til løbet i Monaco.

Wolff siger, at det ikke vil være ‘en sølvkugle’. Han håber dog, at det bliver en platform, som de kan arbejde videre med.

“Det bliver ikke en sølvkugle. Ud fra min erfaring eksisterer de ikke i vores sport. Vi håber, at det giver kørerne en mere stabil og forudsigelig platform. Så kan vi bygge videre på det i de kommende uger og måneder,” siger han ifølge PlanetF1.

“Formel 1 er hård konkurrence og et meritokrati. Vi er ikke, hvor vi gerne vil være, men der er ingen følelse af berettigelse. Det handler bare om hårdt arbejde for at få os i front.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024