Ferrari-boss: Historien om Toto Wolff var pinlig for Formel 1

Foto: Qian Jun/MB Media/Getty Images

Ferrari-boss Frederic Vasseur har langet ud efter FIA, da han mener, at de har skadet Formel 1.

Ferrari-teamchefen mener, at FIA’s kortvarige undersøgelse af Toto Wolff og hans kone Susie var ‘ganske pinlig’ for Formel 1.

Han mener, at de i stedet skulle have undersøgt sagen privat.

Han fortæller desuden, at han føler, at hele sagen var ‘ret pinlig’ og unødvendig. Det skyldes naturligvis primært, at FIA endte med at droppe undersøgelsen efter få dage.

Det har bevist, at der ikke var nogen grund til at udsende en offentlig meddelelse i første omgang.

“Jeg synes, at denne historie er ret pinlig for vores sport,” sagde Vasseur, da han blev spurgt ind til sagen af Motorsport.com.

”Historien startede med en artikel i en avis… Jeg ved ikke om avis er det rigtige ord. I denne situation, hvor du taler om et individ, skal du passe på, hvad du siger.”

“Jeg tror, det ville have været passende for FIA… De havde brug for 24 timer mellem den første meddelelse og den anden. Det ville have været fornuftigt at bruge de 24 timer før den første meddelelse til at undersøge sagen, for at undgå dårlige konklusioner.”

Vasseur påpegede dog, at der også var kommet noget godt ud af sagen. Alle 10 hold stod nemlig sammen mod FIA, da de alle udsendte en pressemeddelelse om sagen.

“Efter ‘hændelsen’ i sidste uge var holdene i det mindste meget forenede. Den første konklusion for mig er, at vi var i stand til at agere sammen. Og det er ikke særlig ofte, at selv Red Bull støtter Toto,” sagde han med et smil.

”Og ærligt talt synes jeg, at det er en god pointe for os, at vi skal tage stilling og diskutere med de andre interessenter. Jeg tror, at det er første gang, at holdene sammen har vist noget som dette.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024