FIA-direktør siger op efter mindre end et år på jobbet

Foto: Qian Jun/MB Media/Getty Images

FIA har sagt farvel til deres sportsdirektør, som har været i jobbet i mindre end et år.

Steve Nielsen er færdig hos FIA, som er det styrende organ bag bl.a. Formel 1. Han havde rollen som sportsdirektør, som han blev udnævnt til for mindre end et år siden.

Tilbage i januar i år blev han udnævnt som nye sportsdirektør med et mandat til at forbedre FIA’s løbskontrol. Han blev hentet ind til denne rolle efter en række kontroverser i de seneste år.

FIA har ikke meldt noget ud om, hvad der har fået Nielsen til at trække sig fra sin rolle.

BBC har dog talt med flere kilder, der hævder, at han var utilfreds med flere aspekter af sit job. De har også forsøgt at kontakte Nielsen direkte, da de ville spørge ind til hans beslutning.

Den 59-årige tidligere sportsdirektør har dog ikke reageret på deres henvendelse.

Kilder siger til BBC, at FIA angiveligt ikke var villige til at følge op på de ændringer, som Nielsen foreslog.

Han mente, at disse ændringer var nødvendige for at forbedre deres løbskontrol. Derfor var han også meget utilfreds med, at de ikke ville lytte til ham.

Både hold og kørere i Formel 1 bakkede op om valget som Nielsen til rollen. Derfor er de sandsynligvis heller ikke glade for at høre, at han nu har besluttet sig for at trække sig.

Ved Belgiens Grand Prix i år sagde Mercedes-kører George Russell, at Nielsen havde været en ‘virkelig vigtig tilføjelse’ til FIA.

Nielsens beslutning om at forlade sin rolle blev meddelt internt i FIA den 21. december.

Han er dog ikke den eneste med en ledende rolle, som har forladt FIA i december.

Det samme gjorde Deborah Mayer, der har forladt rollen som leder af FIA’s kommission for kvinder.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024