peter schmeichel

Ærlig Peter Schmeichel om stort skifte: - Ingen kan holde det ud

Fodboldfeb. 06 , 8:47

Peter Schmeichel påtog sig en ny dominerende rolle efter sit skifte til Manchester United. Og det påvirkede alle omkring ham.

Peter Schmeichel var en af de mest dominerende skikkelser i international fodbold i 1990’erne – ikke bare på grund af sine redninger, men også på grund af sin intense attitude.

Hans eksplosive temperament og autoritet i målet gjorde ham til en leder, men det kom med en pris.

I den nye dokumentar Schmeichel på SkyShowtime reflekterer han over, hvordan hans personlighed på banen også prægede hans privatliv.

En nødvendighed – men ikke en holdbar livsstil

Billeder af en rasende Schmeichel, der skælder en medspiller ud, er ikke svær at finde.

Han spillede med en kompromisløs mentalitet, der også smittede af uden for banen.

Hans datter Cecilie fortæller i dokumentaren, at hun voksede op med en far, der sjældent viste følelser. Men i dag er han en anden mand.

"Jeg var, som jeg var som fodboldspiller, fordi det virkede for mig," siger Schmeichel til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at hans attitude ikke kun var spontane reaktioner, men en bevidst strategi.

Inspireret af Wimbledons notorisk hårde angriber John Fashanu besluttede han, at han ville være en, som ingen kunne lide – fordi han mente, det gav ham en fordel på banen.

Men det var ikke en livsstil, der kunne fortsætte udenfor fodboldens verden.

"Jeg følte, jeg var nødt til at være sådan. Men behovet var der slet ikke, da jeg tog hul på anden del af mit liv – min anden karriere. Der er jo ikke nogen, der kan holde ud at være sådan. Eller være omkring sådan noget," indrømmer han til Ekstra Bladet.

Mindre temperament, mere nærvær

Schmeichel var en del af en intens fodboldkultur i Manchester United under Sir Alex Ferguson. Her var et stort temperament en fast del af hverdagen.

Ferguson selv var kendt for sin hårde ledelsesstil, men er i dag langt roligere. Det samme gælder Schmeichel.

Hans datter Cecilie bemærker i dokumentaren, at han i dag er langt mere nærværende, end da hun var barn. For Schmeichel er det en vigtig erkendelse:

"Jeg kan sagtens forstå hende. Og det glæder mig da også, for det er en anden måde at sige, at 'jeg elsker min far. Han er dejlig at være sammen med'. Det kan jeg godt lide." siger han til Ekstra Bladet.

Den engang frygtindgydende målmand har altså lagt det aggressive image bag sig.

Fra at være en urokkelig leder på banen har han fundet en ny og mere rolig rolle udenfor grønsværen.

Mest læste