esbjerg fb

Allan Agerholm bliver direktør i Esbjerg fB

Fodboldjan. 30 , 17:47

Esbjerg fB har hentet en markant profil ind til at stå i spidsen for klubbens udvikling.

Allan Agerholm, tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, bliver ny administrerende direktør for traditionsklubben fra Vestjylland.

Esbjerg har været igennem en turbulent periode de seneste år.

Efter en kaotisk tid med udenlandske ejere og et sportsligt kollaps, der sendte klubben ned i 2. division, har vestjyderne kæmpet sig tilbage.

I sommer rykkede holdet op i 1. division, og nu ligger de nummer tre i rækken med ambitioner om mere.

Med ansættelsen af Allan Agerholm signalerer klubben, at den vil styrke sin organisation og skabe en solid platform for fremtiden.

Han afløser Jens Hammer Sørensen, der hidtil har varetaget både det sportslige og kommercielle ansvar.

Bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen ser Agerholm som den rette mand til at drive klubben videre.

"Nu er vi klar til at tage næste skridt med en ny direktør, der har stor erfaring med at drive virksomheder og konkret erfaring med at udvikle den forretningsmæssige del af en fodboldklub," siger han til klubbens hjemmeside.

Skal finde ny sportschef

Allan Agerholm har en solid erhvervsbaggrund og var fra 2021 til 2024 bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København.

Han forlod posten for et år siden, og nu kaster han sig over en ny udfordring i Esbjerg.

Han ser frem til opgaven og glæder sig til at arbejde med klubbens videre udvikling.

"At få muligheden for at være med til at få Esbjerg tilbage på benene var simpelthen umuligt at sige nej til. EfB er en klub, der har stolte traditioner, og som på trods af de seneste års nedtur stadig vækker genklang i hele landet," siger han.

En af de første opgaver bliver at finde en ny sportschef.

Indtil videre har Jens Hammer Sørensen haft ansvaret for det sportslige, men nu ønsker klubben at dele rollerne op.

Esbjerg fB har ambitioner om at vende tilbage til Superligaen.

Med Agerholm i spidsen tager klubben endnu et skridt mod at genopbygge sin position i dansk fodbold.

Mest læste