Den tidligere landsholds- og Manchester United-målmand siger farvel til fodboldverdenen.
I mere end fire år var Anders Lindegaard en del af en af verdens største fodboldklubber, Manchester United, hvor han delte omklædningsrum med stjerner som Wayne Rooney, Robin van Persie, Patrice Evra og Rio Ferdinand.
Men i 2022 sagde den danske målmand farvel til fodboldverdenen efter en karriere, der også havde bragt ham forbi OB, svensk og norsk fodbold, samt givet ham fem optrædener på det danske landshold.
En helt ny karriere
Nu, i en alder af 40 år, har Lindegaard skiftet banen ud med en helt ny karrierevej, hvilket han for nyligt annoncerede på LinkedIn.
Denne gang skal han ikke forholde sig til fodboldkampe og modstanderhold, men i stedet begive sig ind i finansverdenen. Lindegaard har nemlig fået et nyt job som business developer hos den internationale bank, UBS.
Selvom jobbet måske virker som et stort skift fra livet som professionel målmand, ser Lindegaard selv en naturlig sammenhæng mellem sin nye rolle og sin tidligere karriere som sportsmand.
I sit opslag forklarer han, at hans opgave hos UBS bliver at hjælpe banken med bedre at forstå professionelle atleter og at tilbyde dem værdifulde og skræddersyede services som verdens førende formueforvalter.
"Jeg vil altid være atlet af natur. At hjælpe andre atleter med at navigere gennem deres sportseventyr føles både naturligt og meningsfuldt for mig. På den måde ser jeg mig selv som ansat af UBS, men jeg arbejder for atleterne."
Anders Lindegaard 2.0
Lindegaard afsluttede sin fodboldkarriere for to år siden, da han spillede sin sidste kamp for Helsingborgs IF i Sverige.
Siden da har han gennemgået en transformation, som han selv kalder "Anders Lindegaard 2.0", og han beskriver overgangen fra livet som professionel fodboldspiller som en udfordrende, men nødvendig proces.
"Det er ikke let at trække sig tilbage fra professionel sport," indrømmer han. "Det er utvivlsomt et risikabelt øjeblik i enhver atlets liv. Jeg er stolt af at have gennemført, hvad jeg ser som en succesfuld overgang."
Lindegaard understreger, at han altid har ønsket at forblive i sportens verden, men uden for kridtstregerne. Efter en livslang karriere på fodboldbanen føler han nu, at tiden er inde til at forfølge noget nyt og spændende, og UBS er den perfekte platform til denne rejse.