Meget tyder på, at Celtic-boss Ange Postecoglou er på vej til Premier League, for at overtage tøjlerne i Tottenham. På det seneste har der været meldinger om, at Ange Postecoglou har indgået en mundtlig aftale med Tottenham.
Lørdag indrømmede han, at han vil få svært ved at fejre Celtics treble, da han skal træffe en beslutning om sin fremtid. Nu ser det ud til, at han har truffet sin beslutning hurtigere, end de fleste havde regnet med.
Det skriver Independent.
Den 57-årige træner ønskede ikke at besvare spørgsmål om sin fremtid før eller efter lørdagens sejr i Scottish Cup-finalen. Spørgsmålene var ellers mange, da han på det seneste har været favorit til at overtage i Tottenham.
Ingen af klubberne har meldt noget ud, men Postecoglou har angiveligt besluttet sig. Ifølge Independent informerede han lørdag Celtic-ejer Dermot Desmond om sin beslutning at drage til London.
Efter sigende er Tottenham klar til at udstyre ham med en toårig kontrakt, som indeholder en option på forlængelse.
"Jeg forventer at nyde dette øjeblik i de næste 24-48 timer. Så længe jeg kan, før nogen trækker mig væk og fjerner min opmærksomhed fra at nyde noget, der er hårdt tjent," sagde han lørdag ifølge Independent.
"Virkeligheden er, at der sandsynligvis er spillere i det omklædningsrum, som ikke vil være her næste år. Det er fodboldens natur."
"Men jeg vil have, at de skal nyde det. Jeg vil nyde det. Det er alt, jeg vil fokusere på, indtil nogen tager fat i mig i kraven og fortæller mig, at jeg skal svare på visse spørgsmål."