Søndag tabte FC Barcelona på overraskende vis til Girona, som nu er alene i toppen af La Liga. Barcelona-forsvarer
Ronald Araujo har indrømmet, at hverken han eller resten af holdet er tilfredse med nederlaget til Girona. De to spanske hold tørnede sammen søndag aften, hvilket endte med en 4-2-sejr til Girona.
På mange punkter var det ikke en tilfredsstillende kamp for Barcelona. Blandt andet var der store problemer i defensiven, hvorfor resultatet kunne have været endnu værre. Girona misbrugte nemlig en række store chancer i løbet af kampen.
I offensiven fungerede det ikke meget bedre. Barcelona havde markant flere skud på mål end Girona, men kun to af dem fandt nettet. Derfor befinder de sig nu syv point efter Girona, som er alene i toppen af La Liga.
Efter kampen forklarede Araujo, at der ikke var den store glæde at spore hos Barcelona-spillerne, da de forlod banen.
"Vi var oppe imod et fantastisk hold. Vi gav alt på banen. Vi skal bare fortsætte og forsøge at forbedre os," sagde han ifølge Barca Blaugranes.
"Kampen er slut, og i morgen vil vi tale om den næste kamp. Nu er vi ikke særlig glade. Vi var ikke overraskede over den boldbesiddelse, de havde. Vi vidste, at de var et godt hold. Vi vidste, at vi skulle løbe i denne kamp."
"De er et godt hold. De håndterer bolden rigtig godt, og de er meget mobile. De ændrer deres positioner meget."
Den defensive del af spillet må være en bekymring for Xavi. I sidste sæson lukkede Barcelona kun 20 mål ind i 38 kampe. I denne sæson ser det helt anderledes ud, da de har lukket 18 mål ind i 16 kampe.