boris becker lamine yamal

Boris Becker advarer Lamine Yamal: "Han bekymrer mig"

Fodboldsep. 29 , 16:40
Boris Becker advarer Barcelona-stjernen Lamine Yamal mod farerne ved den enorme opmærksomhed, der omgiver ham som blot 18-årig.
Den blot 18-årige Lamine Yamal er allerede en af verdens største fodboldprofiler.
Barcelona-kometen blev tidligere på ugen nummer to i afstemningen om Ballon d'Or, og han er central både i klubben og på det spanske landshold.
Men den massive mediebevågenhed vækker bekymring hos den tidligere tennisstjerne Boris Becker.
Becker, der selv kender til bagsiden af berømmelse med skandaler og en fængselsdom i bagagen, udtrykker sin frygt for, at Yamal kan ende i problemer.
- Han bekymrer mig. Jeg tror, at han har en meget høj risiko for at løbe ind i problemer om ti eller femten år. Han kommer fra en meget beskeden baggrund, og nu er han og hele hans familie rige, og mange mennesker vil henvende sig til ham af egeninteresse. Han har mistet sit privatliv, sagde Becker til det engelske medie Talksport.
Kontroverser uden for banen
Lamine Yamal har på det seneste også trukket overskrifter af andre grunde end sine præstationer på banen.
I forbindelse med sin 18-års fødselsdag blev han kritiseret for at have inviteret dværge til at underholde gæsterne, og flere eksperter har kommenteret på hans fremtoning både på og uden for banen.
Den type opmærksomhed er ifølge Becker netop det, der kan gøre vejen vanskelig for så ung en stjerne.
Familien i centrum
Yamals familie spiller en stor rolle i hans karriere, hvilket heller ikke er gået ubemærket hen.
Senest skabte hans far, Mounir Nasraoui, overskrifter efter Ballon d'Or-ceremonien.
Han var utilfreds med, at sønnen måtte nøjes med andenpladsen bag Ousmane Dembélé.
- Jeg mener, at Lamine Yamal er den bedste spiller i verden med stor, stor afstand. Ikke fordi han er min søn, men fordi han er den bedste spiller i verden. Jeg synes ikke, der er nogen rivaler, udtalte Nasraoui til El Chiringuito ifølge Marca.
Udtalelserne har vakt opsigt internationalt og føjer sig til rækken af historier, der understreger, hvor meget fokus der allerede hviler på Lamine Yamal i en meget ung alder.
Mest læste

Mest læste

Loading