brian priske

Brian Priske har fået nyt job: "Danmark var aldrig på tale"

Fodboldjul. 19 , 10:25
Træneren reflekterede og trak vejret, før han traf en beslutning.
Efter en vanskelig periode i Feyenoord er Brian Priske igen at finde i Sparta Prag, som han forlod sidste sommer efter to sæsoner, hvor han to gange gjorde dem til tjekkisk mester og én gang til pokalvinder.
Desuden førte han dem i sæsonen 2023/2024 til ottendelsfinalen i Europa League, hvor de dog led et samlet nederlag til Liverpool på 2-11.
Det blev imidlertid kun til syv måneder i den hollandske storklub, inden klubben trak stikket og fyrede ham efter en række dårlige resultater.
Efterfølgende vendte han hjem til Danmark, ikke for at finde en ny klub, men for at puste ud.
- Det er en del af fodbolden og af livet, fortæller han til Bold og understreger, at han fik brugt pausen til både at se familien og til at reflektere.
Fravalgte bevidst Superligaen
Da tiden var moden til at træde ind i trænergerningen igen, stod det hurtigt klart for Brian Priske, at et comeback i Danmark ikke var aktuelt:
- Jeg var ret afklaret med, at det var for tidligt at komme hjem.
Selv om han savner familien, understreger han, at han trives med tilværelsen i udlandet.
Flere muligheder var i spil. Blandt andet nævnte Ekstra Bladet tyske Wolfsburg som en potentiel destination.
Især fordi både Christian Clarup og Koen Stam, som Priske tidligere har arbejdet sammen med, blev hentet til klubben i foråret.
Hvad angår konkrete samtaler, holder han dog kortene tæt til kroppen:
- Jeg er ikke typen, der vil snakke om, hvem jeg har snakket med. Men jeg har bygget et godt cv op og leveret resultater, og det skaber selvfølgelig interesse.
Som at komme hjem
Valget faldt i sidste ende på en genforening med Sparta Prag. Ikke fordi det var det nemmeste valg, men fordi det gav mening på flere niveauer.
- Det er næsten som at komme hjem, siger Priske og understreger, at både relationer og klubbens ambitioner har trukket i ham.
Han mener ikke, at det er et skridt tilbage. Tværtimod ser han det som en mulighed for at arbejde i en klub med europæiske perspektiver:
- For mig har det været vigtigt at lande så højt som muligt, og det føler jeg, at jeg gør her. Jeg nyder at kunne præge tingene og har et fantastisk samarbejde med ledelsen. Det gør min hverdag god, og det motiverer mig hver dag til at lede skibet.
Sparta Prag deltog i Champions League i sidste sæson, og der er fortsat store ambitioner for fremtiden.
Klubben sluttede som nummer fire i sidste sæson og skal dermed spille Conference League, hvor de træder ind i anden kvalifikationsrunde.
Mest læste