Et nyt partnerskab mellem Brøndby IF og ARKEN skal bygge bro mellem fodbold og kunst og skabe unikke oplevelser for både fans og kulturinteresserede.
Brøndby IF og ARKEN Museum for Samtidskunst har indgået et bemærkelsesværdigt samarbejde, der kombinerer to af Vestegnens største kulturelle fyrtårne. Det skriver ARKEN i en pressemeddelelse.
Fodboldens intense fællesskab og kunstens visuelle udtryk smelter sammen i en række nye initiativer, der skal bringe kunst tættere på Brøndbys fans – og omvendt.
Samarbejdet indledes med en pop-up-udstilling på ARKEN, hvor en række fotos sætter fokus på fodboldens rolle i populærkulturen på Vestegnen.
Men ambitionen rækker langt videre. Ifølge ARKENs direktør Marie Nipper skal projektet også bringe kunst ud til fodboldfans:
"Fodbold og kunst har det til fælles, at begge universer vækker følelser, samler mennesker og skaber identitet. Vi glæder os til at bringe fodboldens positive fællesskaber ind på ARKEN og samtidig præsentere kunsten for et nyt publikum."
Som en del af samarbejdet vil Brøndby Stadion fremover også blive en platform for kunstneriske installationer, hvor udvalgte kunstnere skaber værker inspireret af fansenes passion og fodboldens visuelle sprog.
Brøndby IF’s marketingchef Thomas Skov ser samarbejdet som en oplagt mulighed for at udvide klubbens kulturelle engagement:
"Brøndby IF er mere end en fodboldklub – vi er et stort fællesskab og en central del af Vestegnens kultur. Samarbejdet med ARKEN giver os mulighed for at tilbyde endnu flere oplevelser for vores fans."
Som en del af samarbejdet blev 300 af Brøndbys mest engagerede fans inviteret til et eksklusivt arrangement på ARKEN, og flere lignende events er på vej.
Samarbejdet mellem ARKEN og Brøndby IF vil strække sig over de kommende sæsoner med flere initiativer og events. Den første pop-up-udstilling på ARKEN forventes at åbne i løbet af 2025.