Efter en rædselsfuld sæson, står Chelsea til at miste to af holdets store stjerner til Manchester City og Manchester United. 1. juli overtager Mauricio Pochettino rollen som træner i Chelsea. En af hans første opgaver kan blive at forsøge at forhindre to af holdets stjerner i at smutte.
Chelsea står nemlig til at miste
Mason Mount og
Mateo Kovacic til henholdsvis Manchester United og Manchester City. Det skriver The Telegraph.
De to spillere træder snart ind i det sidste år af deres kontrakter med Chelsea. Meget indikerer, at ingen af dem kommer til at færdiggøre kontrakterne. Derimod er de begge på vej væk fra Stamford Bridge denne sommer.
Det faktum, at Mount er åben over for et klubskifte, har ført til stor interesse fra blandt andet Liverpool og Arsenal.
Ifølge The Telegraph bliver ingen af disse klubber dog hans destination. Derimod lyder det, at han er nået til enighed om de personlige vilkår med Manchester United. Det skulle særligt skyldes, at han ønsker at spille under Erik ten Hag.
Hvis det står til Pochettino, skal han dog ingen steder. Den argentinske træner siges at være ivrig efter at holde fast i ham.
Dette kan vise sig at blive svært, da der ikke er gjort fremskridt med hensyn til en kontraktforlængelse. Derfor vil ledelsen hellere sælge ham denne sommer, fremfor at miste ham gratis næste år.
Ifølge The Athletic er dette også årsagen til, at City har fået lov til at indlede forhandlinger med Kovacic. Spilleren skulle selv være meget interesseret i at blive en del af Pep Guardiolas trup.