Trods sportslig succes på banen har vejrforholdene ved klub-VM i USA vakt stor utilfredshed hos
Chelsea.
Klubbens argentinske vice-anfører Enzo Fernández kalder forholdene direkte farlige efter en semifinale spillet i over 35 graders varme.
- For at være ærlig, så er varmen utrolig. Forleden dag måtte jeg lægge mig ned på jorden, fordi jeg var helt svimmel, sagde Fernández efter kampen mod Fluminense ifølge Reuters.
Chelsea vandt kampen 2-0, men præstationen blev hæmmet af de ekstreme forhold i New Jersey.
Fernández tilføjede, at kampens intensitet lider under varmen:
- Hastigheden i spillet er ikke den samme. Alt bliver meget langsomt.
Træneren kalder det en joke
Det er ikke kun spillerne, der er utilfredse.
Cheftræner Enzo Maresca udtrykte skarp kritik efter ottendedelsfinalen mod Benfica, som blev afbrudt på grund af lyn og endte med en samlet varighed på næsten fem timer.
- Jeg kan godt forstå, at man af hensyn til sikkerheden må afbryde en kamp. Men hvis du er nødt til at afbryde syv-otte kampe, viser det måske, at det ikke er det rigtige sted at afholde turneringen, sagde han ifølge AFP og kaldte situationen “en joke”.
Kritikken fra både spiller og træner rammer på et tidspunkt, hvor USA gør sig klar til at være vært for VM-slutrunden i 2026 sammen med Mexico og Canada.
Klub-VM i år bliver dermed også betragtet som en vigtig test for arrangørerne.
Forberedelser påvirkes
Varmen har ikke blot påvirket kampene, men også holdenes forberedelser.
Chelsea har været nødt til at forkorte træningspas for at undgå overophedning og reducere risikoen for skader.
Det har ifølge holdet været en udfordring i forhold til at opretholde optimal kampform.
Chelsea møder Paris Saint-Germain i finalen, der spilles søndag på MetLife Stadium i New Jersey – samme stadion som semifinalen.
Det forventes, at lignende vejrforhold vil gøre sig gældende ved finalen.