Christian Eriksen befinder sig endnu en gang midt i et virvar af rygter.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano er danskeren ikke en del af Manchester Uniteds planer efter denne sæson, hvor hans kontrakt udløber.
Selvom Eriksen har spillet en rolle for United i flere perioder, har han ikke været en fast del af startopstillingen i denne sæson. Med klubbens planer om at forynge midtbanen tyder meget derfor på et farvel til sommer.
Tidligere har klubber som Real Betis, Everton, Brentford og endda OB været nævnt som mulige destinationer for Eriksen, men de seneste spekulationer peger mod en potentiel genforening med Ajax Amsterdam.
Rygterne tog fart, efter Eriksen delte minder fra sin ungdomstid i den hollandske hovedstad på Instagram.
Danskeren blev oprindeligt hentet til Ajax som 16-årig og udviklede sig til en af Europas mest talentfulde midtbanespillere. Han har derfor et særligt forhold til Amsterdam-klubben.
En retur til Amsterdam ville give Eriksen muligheden for at afslutte sin karriere på en scene, hvor han tidligere har haft stor succes.
Ajax har dog haft en turbulent sæson, og spørgsmålet er, om klubben ser Eriksen som en del af deres fremtidige planer.
For nylig var Eriksen også i centrum for spekulationer omkring sit helbred, da han missede Manchester Uniteds kamp mod Tottenham.
Manager Ruben Amorim skabte uro, da han nævnte Eriksens tidligere hjertestop i sin forklaring af fraværet. Selvom han understregede, at det ikke handlede om hjerteproblemer, førte udtalelsen til bekymringer blandt fans.
Eriksen reagerede hurtigt og delte en sjælden opdatering på Instagram for at berolige alle:
"Jeg vil bare sige tak til alle, som har ønsket mig god bedring, efter jeg missede kampen mod Tottenham. Jeg var ramt af en virus, som mange andre bliver på denne tid af året. Intet alvorligt og snart tilbage i træning."
Selvom Eriksens kontrakt med United udløber til sommer, er det stadig uklart, hvor han fortsætter karrieren.