Nu er der endelig godt nyt i sagen om Luis Diaz' far, som har været forsvundet siden lørdag. En delegeret for National Liberation Army (ELN), en colombiansk oprørsgruppe, er torsdag kommet med en god nyhed. Han har afsløret, at de står bag kidnapningen af Liverpool-stjernen Luis Díaz' far, og at de vil løslade ham 'så hurtigt som muligt'.
Luis Manuel Díaz og hans kone, Cilenis Marulanda, blev lørdag kidnappet af bevæbnede mænd på motorcykler på en tankstation i Barrancas i Colombia.
Cilenis Marulanda blev senere reddet, men Luis Manuel Diaz er stadig forsvundet. Derfor har der været en større politi- og militæroperation i gang i landet.
Men ifølge CNN er der nu gode nyheder. Den ELN-delegerede Juan Carlos Cuéllar har i en video på X erkendt, at guerillagruppen holder Díaz Sr. fanget.
"Vi kræver, at ELN øjeblikkeligt løslader hr. Luis Manuel Díaz. Og vi minder dem om, at det er deres fulde ansvar at garantere hans liv og integritet," lød det i en erklæring, der blev udgivet torsdag af den colombianske regering.
"Vi minder ELN om, at kidnapning er en kriminel praksis, der overtræder international humanitær lov. Og at det er deres pligt i udviklingen af den nuværende fredsproces ikke kun at stoppe denne praksis. Men også at eliminere den for altid."
Gaby Díaz, der er bror til Luis Díaz', fortalte CNN, at familien ikke har givet officielle udtalelser til pressen. Desuden sagde han også, at de vil indkalde til en pressekonference på et senere tidspunkt.
Barrancas er beliggende i det nordlige Colombia, og har aldrig været så bevogtet, som det har været tilfældet i den seneste uge.