Cristiano Ronaldo har flere gange bevist, at han sørger for at investere de mange penge, han tjener som fodboldspiller. 38-årige Cristiano Ronaldo gør sig ikke blot som fodboldspiller. Ved siden af sine aktiviteter på banen, har han også investeret i og startet flere forretninger.
Nu har den portugisiske stjerne foretaget endnu en investering, da han har købt en andel i Chrono 24. Det er den største markedsplads for køb og salg af ure i verden.
Det er ikke en ny virksomhed. Tværtimod har de netop markeret deres 20. år i branchen. De har fra dag ét haft fokus på at skabe en stor markedsplads, hvor man kan købe både brugte og nye ure i luksusklassen.
Onsdag har Chrono24 delte et opslag på det sociale medie Instagram, hvor de afslørede, at Ronaldo har foretaget en investering i virksomheden.
På billedet, der har fundet vej til Instagram, ser man den professionelle fodboldspiller samt medstifter Tim Stracke.
"Som atlet tager det ham omkring 90 minutter at vinde. Som en ivrig ursamler, gjorde han det på få sekunder. Urelskere over hele verden - vi har fantastiske nyheder til jer: Cristiano Ronaldo er netop blevet en del af af Chrono24 som aktionær," lyder det fra Chrono24 ifølge The National News.
"Hans passion for ure mødte hans forretningsgeni, og nu tager han begge dele til næste niveau. Det er en stor dag for os og vores brugere, hvis kærlighed til ure ikke kender nogen grænser. En sejr for kunsten selv. Og et bevis på, at drømme kan opnås med fødder, hjerner og uendelig hengivenhed."
Det er ikke blevet oplyst, hvad Ronaldo har punget ud for at købe sig ind i markedspladsen. Desuden er det heller ikke blevet afsløret, hvor stor en andel af aktierne, han har overtaget.