Cristiano Ronaldo ejer over 40 luksusbiler, men bruger dem stort set aldrig. I et nyt interview forklarer han hvorfor.
Cristiano Ronaldo er kendt for sine utrolige præstationer på fodboldbanen, men hans liv uden for banen tiltrækker også stor opmærksomhed.
Den portugisiske superstjerne har nået en ny milepæl i sin karriere, da han ifølge Bloomberg nu har en formue på omkring 10 milliarder kroner.
Dermed cementerer han sin position som en af de rigeste sportsudøvere i verden.
Den 40-årige fodboldspiller har gennem årene brugt en betydelig del af sin formue på luksusvarer, og hans bilsamling er ingen undtagelse.
I et nyt interview med Piers Morgan fortæller Ronaldo, at han ejer over 40 biler, men han bruger dem næsten aldrig.
"Jeg går ikke engang ned i garagen"
Ronaldo forklarer i interviewet, at biler ikke længere er en passion for ham.
- Jeg kører aldrig i dem, og jeg går ikke engang ned i garagen. For mig er biler ikke længere en passion, siger han til Piers Morgan.
Han anslår, at det er omkring et halvt år siden, han sidst selv sad bag rattet i en af sine biler.
Han har dog stadig en forkærlighed for luksusmærket Bugatti og beskriver bilerne som "nogle helt specielle maskiner".
Ronaldo afslører også, at han for nylig har købt en Bugatti Tourbillon til omkring 3,2 millioner pund, omkring 27 millioner kroner plus dansk afgift, men at det primært var som en investering og ikke for køreglædens skyld.
Første dollarmilliardær i fodbold
Cristiano Ronaldo er ifølge flere medier den første fodboldspiller, der har opnået status som dollarmilliardær.
Inden for andre sportsgrene har stjerner som Michael Jordan, Magic Johnson, LeBron James, Roger Federer og Tiger Woods tidligere nået samme milepæl.
Ronaldo voksede op under beskedne kår i den portugisiske by Funchal.
Da han som 18-årig kom til Manchester United, var hans midler begrænsede.
Men kort efter sin første store kontrakt i England kunne han købe en Porsche Cayenne.
Det blev starten på en voksende samling af luksusbiler, som i dag blandt andet tæller Brabus, Rolls-Royce, Lamborghini, Ferrari og flere Bugattier.
I dag bor Ronaldo i Saudi-Arabien, hvor hans garage huser en stor del af samlingen.