Det var en kamp, der satte dansk fodbold på verdenskortet. Men hvad skete der egentlig i de intense minutter mod Chelsea? Spillerne ser tilbage.
Da FC København i 2011 gik videre fra gruppespillet i Champions League, var det en milepæl i dansk fodboldhistorie. For første gang havde et dansk hold kvalificeret sig til ottendedelsfinalen i verdens største klubturnering, og lodtrækningen sendte dem op imod et af Europas stærkeste hold: Chelsea.
Stemningen i Parken var elektrisk, selv om kulden bed sig fast i de 36.713 tilskuere.
FCK’s daværende topscorer Dame N’Doye husker tydeligt den aften.
"Stemningen i Parken var fantastisk, særligt på grund af Sektionen, der havde lavet en kæmpe tifo af os spillere. De sang, råbte og hoppede. Alt var perfekt til en god kamp," fortæller han til TV2.
Spillerne havde en stærk tro på, at de kunne drille det stjernespækkede Chelsea-hold, men virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden.
Efter blot 17 minutters spil opsnappede Nicolas Anelka en fejlaflevering og sendte køligt bolden i nettet bag Johan Wiland.
FCK havde svært ved at håndtere Chelseas individualister, og selv om danskerne kæmpede bravt, var forskellen tydelig.
Anelka scorede igen i anden halvleg, og Chelsea sikrede sig en 2-0-sejr i Parken.
Selv om det lignede en umulig opgave, rejste FCK til London med tro på, at miraklet kunne ske.
Chelsea var storfavoritter, men Ståle Solbakkens mandskab nægtede at lade sig kue.
Forberedelserne blev dog langt fra optimale. Johan Wiland husker tydeligt kaosset før kampen:
"Vi havde politieskorte fra hotellet til stadion, men trafikken stod stille. Jeg blev mere og mere stresset, og vi ankom mindst en halv time senere, end vi plejede. Det føltes ikke som en Champions League-kamp."
Trods den hektiske optakt leverede FCK en disciplineret præstation.
Dame N’Doye havde en gylden chance for at bringe danskerne foran, men hans frispark ramte stolpen – til stor frustration for både ham selv og træner Solbakken.
"Jeg husker frisparket foran feltet. Umuligt at glemme. Stolpen kom i vejen for mig og os den dag," siger N’Doye.
Chelsea skabte flere chancer, men FCK’s forsvar stod solidt, og kampen endte 0-0.
London-klubben gik videre med samlet 2-0, men FCK-spillerne kunne forlade banen med rank ryg.
For nogle spillere blev opgørene mod Chelsea en oplevelse, der rakte langt ud over fodboldbanen.
Claudemir, der spillede begge kampe, husker særligt en bestemt hændelse.
"Jeg byttede trøje med Frank Lampard efter kampen. Da jeg kom hjem til Brasilien, gav jeg den til min far. Han bar den hele tiden – han var så stolt. Da han døde for ti år siden, blev han begravet i den," fortæller han.
Johan Wiland fik mange år senere en påmindelse om kampenes betydning, da han arbejdede i en bank i Stockholm.
"På min første dag kom en ung fyr hen til mig og viste mig et billede. Han var blandt de børn, der gik med os på banen den aften i Parken. Det er vildt at tænke på, at jeg er en del af det kapitel i FCK’s historie."
Torsdag aften står FCK overfor Chelsea igen – med et nyt hold, en ny generation og en ny chance for at skrive historie.