Noget har forskubbet sig i det skandinaviske fodboldhierarki, og konsekvenserne kan blive mærkbare de kommende år.
I årevis har FC København slået sig op på at være Skandinaviens største klub.
Med et årligt spillerbudget og afskrivninger i omegnen af 250 millioner kroner og et stadion, der kan samle titusindvis af fans, har FCK på papiret været en svær størrelse at matche i Norden.
Men det billede har slået revner.
For skønt FCKs europæiske resultater i denne sæson levet nogenlunde op til klubbens ambitioner, har andre i stilhed overhalet dem indenom.
Især én klub har vist, at succes ikke nødvendigvis er lig med penge – men med kontinuitet, klar strategi og stærk sportslig ledelse.
Norske Bodø/Glimt har i denne sæson ikke blot imponeret med underholdende og effektivt spil i Europa – de har også passeret FC København på UEFA’s klubrangliste.
Det er et slag for dansk klubfodbolds selvbillede og er et vink med en vognstang om, at økonomisk styrke ikke er nok i sig selv.
Den norske mesterklub ligger i dag nummer 45 på den europæiske klubrangliste, mens FCK har måttet se sig henvist til plads 49.
Det gør Bodø/Glimt til Skandinaviens højest placerede klub – og det vel at mærke med et markant lavere budget.
Det er ikke tilfældigt, at det er gået sådan.
Ifølge Ekstra Bladet har nordmændenes succes tæt forbindelse til cheftræner Kjetil Knutsen, der siden 2018 har opbygget en tydelig spillestil og et stærkt fundament i det nordnorske.
Spillere som Albert Grønbæk, hentet i AGF for cirka 25 millioner kroner, er blevet forvandlet til stjernespillere – og videresolgt for trecifrede millionbeløb, som da Rennes lagde 112 millioner kroner for netop Grønbæk.
Knutsen har skabt noget, som mange klubber har jagtet i årevis, men sjældent har formået at fastholde: En klar identitet og stabil succes i Europa.
Det er ikke kun klubranglisten, der ser dyster ud med danske briller. På UEFA’s koefficientrangliste er Danmark røget ned som nummer 16 - bag Norge, der er nummer 12. Sverige er nummer 21.
Ifølge Daniel Rommedahl, tidligere direktør i FC København og medlem af UEFA’s klubstruktur, er udviklingen alarmerende.
I sin analyse fremhæver han, at placeringen uden for top-15 har konkrete sportslige og økonomiske konsekvenser.
Det betyder blandt andet, at den danske mester allerede fra næste sæson skal igennem hele tre kvalifikationsrunder for at nå Champions Leagues gruppespil.
Den norske mester derimod starter derimod direkte i play-off, og er dermed garanteret europæisk gruppespil – som minimum i Europa League.
- Det her er et wakeup call til de danske klubber, siger Rommedahl til Ekstra Bladet. - De lever ikke op til det, man bør kunne forvente ud fra investeringerne.
FC Midtjylland og FCK trak godt nok gode point hjem i denne sæson med deres gruppespilsdetagelse i Europa League og Conference League.
Til gengæld bidrog Brøndby og Silkeborg minimalt. Det samlede billede er, at dansk fodbold står i stampe internationalt.
Det, der udstiller Danmark mest, er ikke blot, at Bodø/Glimt overgår de danske topklubber med langt færre midler – men at de også formår at gøre det med kontinuitet og strategisk snilde.
Klubben har opbygget et troværdigt og salgbart produkt, både sportsligt og økonomisk.
I efteråret får de endda muligheden for at kvalificere sig direkte til Champions League – en luksus, danske klubber kun kan drømme om i den nuværende struktur.
Conference League burde være et sted for danske hold at hente europæisk succes, men med kun to klubber, der i praksis bærer koefficientansvaret år efter år, er fundamentet for skrøbeligt.
Og når man ser på, hvilke klubber der aktuelt er blandt de sidste otte i Conference League – blandt andre Djurgården, Legia Warszawa og NK Celje – virker det ellers ikke som en helt umulig opgave.
Men det kræver mod, strategi og vedholdenhed – ikke blot penge.