cd mafra

Dansk fodboldchef efter strømsvigt i Portugal: "Folk gik amok"

Fodboldapr. 29 , 16:25
Det skulle have været en almindelig mandag med fodbold på programmet i solrige Portugal.
Men for Per Rud, tidligere direktør i HB Køge og nuværende chef for FC Midtjyllands søsterklub CD Mafra, blev dagen én, han sent vil glemme.
En landsdækkende strømafbrydelse kastede hele landet – og store dele af Sydeuropa – ud i et teknologisk mørke, der hurtigt udviklede sig til regulært kaos.
- Det er en af de vildeste dage, jeg har oplevet, konstaterer Rud dagen derpå i et interview med Bold.dk.
I Mafra, hvor klubben holder til, var strømmen væk i hele 15-16 timer. Og det var ikke bare el, der forsvandt – det var også mobilnet, internet og alt det moderne bekvemmelighedsliv, vi normalt tager for givet.
- Man fandt virkelig ud af, hvor afhængige vi er af strøm og mobiltelefoni, siger Rud og tilføjer med et grin, at han har fået en helt ny respekt for begrebet “prepping”.
Stor uvished
Det begyndte uskyldigt med et Zoom-møde, hvor strømmen pludselig gik. Rud klarede sig midlertidigt via batterier og mobilforbindelse, men efterhånden forsvandt selv dét.
Det blev startskuddet til en dag præget af uvished, panik og improvisation.
- Folk gik amok og prøvede at komme ind i forretninger, der havde delvist åbent, hvor man i mørke famlede sig frem og købte ind med kontanter, fortæller han,
Situationen blev hurtigt forværret, da ingen anede, hvor længe strømmen ville være væk – eller hvad årsagen overhovedet var.
- Man vidste ikke, om det var 3. verdenskrig, der var på vej, fortæller Rud med både alvor og et smil.
Trafikalt kaos
Usikkerheden og manglen på information fik folk til at hamstre benzin, vand og fornødenheder, mens trafikken blev kaotisk, da lyskryds og signalsystemer var ude af drift.
Mafras kamp mod Benficas B-hold blev naturligvis aflyst – en information Rud først fik klokken 16, da han selv mødte op i klubben. Truppen gennemførte i stedet en let træning, og kampen er nu rykket til onsdag.
Men logistikken var alt andet end let.
- Det var ikke fedt at køre bil, for der var kæmpe køer overalt. Folk var begyndt at hamstre, og det føltes virkelig som en krisetid, fortæller Rud.
Lyset vendte først tilbage i løbet af natten.
- Min lille blæser begyndte at snurre, og der kom lys på badeværelset. Det var selvfølgelig dejligt, siger Rud, der trods alt ser tilbage med en vis lettelse – og en smule galgenhumor.
Mest læste