Danske Brian Priske kan se frem til at få et anseeligt beløb ind på sin konto, efter han har fået medhold i arbejdsretten i Belgien. Det krævede en tur i arbejdsretten i Belgien, men Brian Priske kan nu se frem til at få sine penge. Han har fået medhold i sin sag, og skal derfor have 500.000 euro af sin tidligere arbejdsgiver Royal Antwerpen. Det svarer til 3,7 millioner kroner.
Det skriver det belgiske medie Het Nieuwsblad.
Sagen har rullet siden maj sidste år, hvor Antwerpen besluttede at fyre Priske som klubbens træner.
Det har medført, at Priske har følt sig tvunget til at trække sin tidligere arbejdsgiver i retten. Han mente nemlig, at han havde penge til gode efter fyringen.
Konkret mente han, at han havde krav på at få udbetalt både sin fratrædelsesgodtgørelse, sin løn for maj såvel som en kampbonus i forbindelse med fyringen.
Da Antwerpen ikke var enige i dette, endte sagen i retten. Her har den danske toptræner fået medhold i, at han skal have udbetalt sine penge.
Alligevel er det ikke sikkert, at sagen nu har fået sin afslutning. Den belgiske klub har nemlig fortsat mulighed for at anke dommen.
Efter fyringen har Priske fået job som cheftræner i den tjekkiske klub Sparta Prag. Her har han taget over med stor succes, da han for nylig vandt det tjekkiske mesterskab.
Tidligere stod han i spidsen for FC Midtjylland, inden han søgte mod udlandet. Forud for sin trænerkarriere, har han selv haft en karriere som fodboldspiller, hvor han bl.a. spillede flere kampe for det danske landshold.