Hvad der kunne have været en anonym aften i en international turnering, blev i stedet til en sag med store efterdønninger.
En kvalifikationskamp i
Conference League mellem den polske klub Raków Częstochowa og israelske Maccabi Haifa blev spillet i Debrecen i Ungarn.
Selve kampen endte med polsk avancement, men det der vakte størst opmærksomhed, var et banner på tribunen.
På banneret stod der ”Murderers since 1939” som en direkte hentydning til Holocaust og de forbrydelser, der fulgte efter Nazitysklands invasion af Polen.
Budskabet har sat sindene i kog, ikke blot hos fodboldfans, men også i de politiske rækker.
Bannere og pyro er ikke ualmindelige i europæiske kampe, men denne gang var budskabet af en lidt anden karakter.
Polske kommentatorer peger på, at formuleringen reelt rammer millioner af ofre, både jødiske og ikke-jødiske polakker, der mistede livet under krigen.
Ifølge New York Times er der historisk dokumentation for, at enkelte polske borgere under besættelsen hjalp tyskerne med at angive jøder.
Reaktioner i Warszawa og Tel Aviv
Den polske præsident Karol Nawrocki reagerede hurtigt på episoden og kaldte banneret ”skandaløst” og ”en dumhed, som intet kan retfærdiggøre”.
Han understregede, at det ikke alene fornærmer Polens historie, men også mindet om de tre millioner jøder, der døde på polsk jord.
Indenrigsminister Marcin Kierwiński har ligeledes fordømt episoden og talte om ”anti-polsk forvrængning af historien”, hvilket han mente krævede en klar politisk reaktion.
Den israelske ambassade i Polen tog ligeledes afstand.
I en meddelelse skrev man, at de ansvarlige fans ikke repræsenterer den brede del af de israelske tilhængere, og at der ”ikke er plads til den slags ord og handlinger på hverken stadion eller noget andet sted”.
Den polske udenrigsminister tilføjede, at hvis Ungarn hjælper med at identificere de fans, der stod bag, vil de fremover blive nægtet indrejse til Polen.
UEFA træder ind i sagen
UEFA har indledt disciplinærsager mod begge klubber.
Maccabi Haifa er sigtet for at have tilladt et politisk budskab på lægterne, mens Raków Częstochowa er sigtet for brug af fyrværkeri i det første opgør.
Straffene kan spænde fra bøder til delvis lukning af tribuner ved fremtidige kampe.
Forbundets regelsæt forbyder politiske ytringer i forbindelse med europæiske kampe.
Kampen endte med en polsk sejr på 2-0, hvilket sikrede Raków en samlet sejr på 2-1 og videre avancement.
Kampen blev spillet i Ungarn, da UEFA pt. ikke tillader hverken israelske klubhold eller landshold at spille på hjemmebane i international sammenhæng.