borussia dortmund

Dortmund-udskiftere beordret til at følge kamp fra omklædningsrummet

Fodboldjun. 22 , 13:18
Det blev en alternativ løsning for Borussia Dortmund, da klubben lørdag spillede kamp under klub-VM i amerikanske Cincinnati.
For at beskytte udskiftningsspillerne mod den intense sol og høje varme valgte den tyske klub at lade reserverne blive i omklædningsrummet under første halvleg.
Temperaturen var 32 grader, da kampen mod sydafrikanske Mamelodi Sundowns blev fløjtet i gang klokken 12.00 lokal tid.
Det fik Dortmund til at reagere.
På det sociale medie X offentliggjorde klubben et billede af spillerne foran en lille skærm i omklædningsrummet med teksten:
- Det er aldrig set før, men i denne varme giver det god mening.
Holdets beslutning kom i en kamp, hvor der også blev roteret på flere positioner, og hvor intensiteten i spillet tydeligt var påvirket af forholdene.
Dortmund endte med at vinde 4-3 i en målrig affære, men kampen efterlod et tydeligt aftryk hos både spillere og stab.
Træner: "Som en sauna"
Dortmunds træner Niko Kovac havde allerede før kampen udtrykt utilfredshed med kampens tidspunkt og manglen på skygge ved udskiftningsbænken.
Efter sejren bekræftede han, hvor hårdt vejret havde påvirket kampen.
- Jeg sveder som om, at jeg lige er trådt ud af en sauna, sagde Kovac ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det var hårdt for begge mandskaber, men vores modstander er vant til det. Vi kunne helt sikkert ikke levere vores bedste præstation. Det var ikke muligt.
Han roste dog spillerne for at hente sejren hjem trods forholdene.
I anden halvleg flyttede udskiftningsspillerne sig udenfor, hvor de blev skærmet med paraplyer.
Kritik af afviklingen
Allerede fredag aften på pressemødet havde Kovac efterlyst mere skygge og bedre forhold for spillerne.
Kritikken er ikke enestående.
Ifølge AFP har flere klubber under turneringen i USA udtrykt utilfredshed med de høje temperaturer, især i forbindelse med kampe afviklet midt på dagen.
Klub-VM i USA er et nyt tiltag, hvor hold fra forskellige kontinenter mødes i en turnering, som FIFA har stor interesse i at videreudvikle.
Men spørgsmålet om afvikling under ekstrem varme rejser nu bekymringer om spilleres sikkerhed og de logistiske rammer.
Dortmunds tilgang med spillere i omklædningsrummet understreger, hvor ekstremt vejret har været i Cincinnati.
Mest læste