Erling Haaland håber at kunne realisere sin 'største drøm' med Manchester City, hvilket er muligt allerede i denne sæson. Erling Haaland har slået fast, at det at vinde en treble med Manchester City er han 'største drøm'. Han håber naturligvis på, at han selv kan hjælpe med at realisere denne drøm.
Pep Guardiolas tropper har vundet sin femte Premier League-titel på seks sæsoner. Det er dog ikke det eneste sølvtøj, der er mulighed for at vinde i denne sæson.
Lørdag tørner de sammen med Manchester United i FA Cup-finalen, hvor endnu en pokal kan tages med hjem. Ydermere har de sikret sig en plads i Champions League-finalen mod Inter den 10. juni.
United er den eneste engelske klub, der nogensinde har vundet en treble. Det skete tilbage i 1999, hvor Sir Alex Ferguson stod i spidsen for De Røde Djævle.
I løbet af de seneste år, har Manchester City domineret på den hjemlige scene. I Europa har succesen ikke fulgt med, hvorfor Guardiola endnu ikke har vundet Champions League med den engelske klub.
"Det ville være uvirkeligt at skrive historie. Det er derfor, de købte mig selvfølgelig. For at kunne opnå det her. Det behøver vi ikke skjule," sagde Haaland til BBC.
"Det ville betyde alt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få det til at ske. Det er min største drøm, og forhåbentlig går mine drømme i opfyldelse."
Den unge nordmand understreger, at det ikke bliver nemt. Han mener, at både United og Inter vil være 'motiverede' til at 'ødelægge' Citys chancer for at vinde en treble.
"Men det bliver ikke let. Det er to finaler mod to gode hold, der vil gøre alt, hvad de kan for at forsøge at ødelægge det," sagde han.