Den norske stjerne har oplevet store sejre og svære tab. Nu deler han en personlig erkendelse, der viser, at selv de stærkeste kan have skjulte bekymringer.
Erling Haaland har ofte fremstået som fåmælt i mødet med pressen, men i NRKs portrætserie
A-laget har han nu givet et sjældent indblik i sine tanker.
Den norske angriber fortæller for eksempel, at han somme tider bliver grebet af tanken om, hvad der sker efter døden:
- Jeg er faktisk lidt bange for døden, siden jeg ikke ved, hvad der sker.
I programmet møder han en gruppe reportere med forskellige funktionsnedsættelser lidt i stil med det danske tv-program En særlig samtale.
Haaland beskriver, hvordan uroen især kan komme snigende om aftenen:
- Det er lidt skummelt, hvis du ligger alene i sengen, før du skal sove, og tænker: Hvad sker der den dag, jeg dør? Kommer du i himlen? Kommer du i helvede? Hvor er det, du kommer hen?
Venskabet med Ivar Eggja
Frygten for døden er blevet mere nærværende, efter at Haaland mistede flere personer tæt på sig.
Han nævner både sin farmor, farfar, sin agent og senest sin nære ven Ivar Eggja, der døde i september sidste år efter kort tids sygdom.
Eggja var en fast skikkelse omkring Haaland og blev ofte omtalt som "Mr. Fixer". Haaland fortæller, at han nåede at sige farvel til ham:
- Jeg talte med ham lige før, han døde. Det han sagde til mig, var: 'Gå ud og knus alt på banen. Og nyd det.' Han ville have, at jeg skulle leve mit allerbedste liv, også uden ham.
Den norske angriber tilføjer, at savnet stadig er stort og understreger, at han kommer til at savne Eggja resten af livet.
Den norske psykolog Ida Holo mener, at Haalands åbenhed kan være en hjælp for andre. Hun forklarer, at frygten for døden er en grundlæggende menneskelig reaktion:
- Set fra et evolutionsperspektiv giver det mening. Uden en vis frygt for døden ville vi ikke kunne beskytte os selv eller søge tryghed.
Hun peger på, at kendte personer kan være med til at normalisere den slags følelser, når de deler dem offentligt.
Drømmen lever trods frygten
På trods af de svære oplevelser ser Haaland fremad med klare mål i sigte.
I interviewet afslører han, at han drømmer om at vinde Champions League igen med
Manchester City samt at føre
Norge til VM eller EM:
- Så tror jeg, der ville blive fest i gaderne. Nu er tiden inde til, at Norge skal til et mesterskab.
Haaland står noteret for 48 mål i 45 landskampe, og han øjner en plads ved VM, hvis Norge fastholder den gode form i den næste kvalifikationskamp, der spilles i Oslo mod Israel den 11. oktober.