Manchester United har hentet flere nye spillere, og er nu klar til også at sende spillere ud af klubben. Det har ikke været nemt for
Donny van de Beek i Manchester United, hvor han fortsat ikke har fået sit gennembrud.
Han havde håbet på, at dette ville vende, da Erik ten Hag blev hentet ind som træner. En middelmådig sæson, der blev afbrudt af en skade, har desværre kun forværret hans situation.
Derfor ser det ud til, at han er nået til den konklusion, at han må forlade Old Trafford for at puste nyt liv i karrieren.
Ifølge transferekspert Fabrizio Romano er den hollandske midtbanespiller på vej til
Real Sociedad, som siges at have et godt øje til ham.
Den spanske klub er ivrige efter at hente ham, og forhandler derfor med United om en mulig aftale. Romano melder, at der vil være tale om en lejeaftale med en købsoption indskrevet.
Og tingene kan ende med at udvikle sig ganske hurtigt. I hvert fald melder Romano, at det hele skal være på plads indenfor 7-10 dage. Hvis det ikke sker, så vil aftalen ikke blive til noget.
På nuværende tidspunkt er det primært det økonomiske, der er uenighed om mellem de to klubber.
På trods af en plads på bænken i det meste af tiden, har Donny van de Beek nemlig en ugeløn på 140.000 pund (1,2 millioner kroner). Denne ønsker Real Sociedad ikke at stå med selv, hvorfor de vil have United til at betale noget af den.
Bliver de to klubber enige om en aftale, forventes det, at hollænderen vil springe til. Han er træt af den manglende spilletid i United, og er derfor klar til at søge nye græsgange.