Henrik Pedersen + Sheffield Wednesday

Fans har brugt mere end 4 millioner for at redde traditionsklub: Nu kom lønnen før tid

Fodboldokt. 31 , 18:06
Sheffield Wednesdays ansatte har for første gang i måneder modtaget løn til tiden – endda før tid – efter administrator har overtaget kontrollen i kriseramte klub.
Sheffield Wednesday har i længere tid været plaget af økonomiske problemer, men torsdag kunne spillere og ansatte se deres løn gå ind en dag før tid.
Det er første gang i syv måneder, at betalingen er sket rettidigt og ovenikøbet før forfaldsdatoen.
Det sker, efter at klubben i sidste uge blev sat under administration og tildelt en straf på 12 point, hvilket har sendt holdet ned på sidstepladsen i Championship med minus seks point.
Administrator Kris Wigfield fra Begbies Traynor har siden overtagelsen forsøgt at genskabe stabilitet i klubbens drift.
- Dette markerer et vigtigt skridt i at stabilisere klubbens drift og genopbygge tilliden både internt og blandt vores fans, lyder det i en udtalelse fra klubben.
Fanstøtte spiller nøglerolle
Sheffield Wednesday har i månederne op til administration kæmpet med betalingsforsinkelser, hvilket har skabt uro og utilfredshed både internt og blandt fansene.
Protester og boykotter mod den tidligere ejer, Dejphon Chansiri, var udbredte, men efter administrationens overtagelse er stemningen vendt.
Ifølge klubben har fans siden sidste uge brugt over 4 millioner kroner på billetter og merchandise.
Sheffield Wednesday Supporters’ Trust har samtidig iværksat en crowdfunding-kampagne og meldt en støtte på 20.000 pund, ca. 170.000 kroner, klar til overførsel.
Halvdelen af dette beløb var allerede indsamlet torsdag aften.
I en udtalelse fremhæver fanforeningen, at deres bidrag ikke blot er økonomisk:
- Dette er ikke en almindelig kommerciel aftale – det er et statement om sammenhold.
Trusten har også doneret 1.750 halstørklæder til klubben og erklæret, at de vil fortsætte indsatsen med at rejse midler under hele administrationens forløb.
Står over for sportslig opgave
På trods af det økonomiske gennembrud står Sheffield Wednesday stadig over for en stor sportslig udfordring.
Holdet, med danske Henrik Pederson i cheftrænerstolen, er aktuelt 16 point fra redning, og næste kamp er ude mod West Bromwich Albion på lørdag.
Den tidlige lønudbetaling og den massive fanopbakning ses dog som tegn på, at klubben muligvis har taget de første skridt mod at genrejse sig. Både organisatorisk og på længere sigt sportsligt.
Mest læste

Loading