Han bliver betragtet som det største talent i FC Barcelona siden Lionel Messi, men til sommer kan han være fortid i klubben. Lamine Yamal har stadig god tid til at slå rekorden som den yngste spiller til at få debut for FC Barcelonas førstehold, selvom han ikke kom på banen i søndagens kamp mod Atletico Madrid.
Det faktum, at han blev udtaget til kampen, er et forsøg på at bevise overfor spilleren, der er repræsenteret af superagenten Jorge Mendes, at Barcelona ser ham som en del af fremtiden.
De ønsker nemlig at overbevise ham om, at han skal blive i den catalanske klub efter sin 16-års fødselsdag, men de er ikke ene om at ville tilbyde ham en ny kontrakt.
Flere andre klubber har et godt øje til Yamal, og derfor er der en risiko for, at Barcelona mister ham til sommer, hvis de ikke formår at finde en måde at overbevise ham på.
Barcelona-træner Xavi har selv gjort en indsats for dette, da han under et nyligt pressemøde roste det 15-årige stortalent.
"Han er et naturtalent. Det har han bevist under vidunderlige træninger. De nye generationer har ingen frygt. Det er, hvad jeg ser i Lamine. Han har masser af personlighed kombineret med sit talent," sagde han ifølge Daily Mail.
For nylig forlod han agenten Ivan de la Peña til fordel for Jorge Mendes, der skal stå for at sikre ham hans første professionelle kontrakt, når han fylder 16 år.
Barcelona er ivrige efter at beholde ham, men de vil langt fra være den klub, der kan tilbyde ham flest penge.
Hvad de kan tilbyde ham er, at han hurtigt kan få spilletid på førsteholdet. Dermed kan de undgå en situation lignende den, hvor de mistede Cesc Fabregas, der skiftede til Arsenal, fordi Arsene Wenger lovede ham en hurtig vej til spilletid på højt plan.