FC Barcelona må væbne sig med tålmodighed.
FC Barcelona havde håbet på at vende hjem til et moderniseret, men endnu ikke færdigrenoveret Spotify Camp Nou i slutningen af denne sæson.
Men ligesom tidligere har byggearbejdet mødt forsinkelser, og nu ser det ud til, at det catalanske storhold også må starte næste sæson på det Olympiske Stadion i Montjuic.
Ifølge det catalanske medie Betevé går processen for langsomt, og klubben har informeret visse serviceleverandører om, at deres normale aktiviteter på Camp Nou først kan genoptages senere end planlagt.
Også den spanske avis Sport rapporterer, at forsinkelsen skyldes uforudsete udfordringer, blandt andet med konstruktionen af VIP-boksene, som ifølge nye beregninger vil tage tre måneder længere end først antaget.
Barcelona havde oprindeligt sat næsen op efter at spille de sidste kampe i denne sæson på et halvfærdigt Camp Nou med plads til 60.000 tilskuere.
Da det viste sig urealistisk, forlængede klubben aftalen om at bruge Montjuic-stadionet frem til 30. maj. Det nye mål var så at vende tilbage til Camp Nou til starten af 2025/26-sæsonen, men nu er også denne plan i fare.
Flere forhold spiller ind. Arbejdet med stadionets tredje tribuneringsring tager længere tid end forventet, og klubben ønsker at have dette element færdiggjort, før tilskuere lukkes ind.
Derudover kan en ny brandplan ikke nå at blive implementeret inden sæsonstart, hvilket er en nødvendig foranstaltning for at opfylde sikkerhedskravene.
Med disse udfordringer ser det mere og mere sandsynligt ud, at FC Barcelona bliver nødt til at starte næste sæson på Montjuic.
Det vil være en logistisk og økonomisk udfordring for klubben, som allerede har måttet affinde sig med markant lavere tilskuerindtægter, mens de har spillet deres hjemmekampe på det betydeligt mindre og mindre stemningsfyldte Olympiske Stadion.
For Barcelonas spillere, fans og økonomiske fremtid er det afgørende, at renoveringen af Camp Nou bliver færdiggjort så hurtigt som muligt.
Men med de seneste meldinger tyder alt på, at Hansi Flicks mandskab skal væbne sig med yderligere tålmodighed, inden de igen kan betræde deres ikoniske hjemmebane.