FC København er ikke tilfredse med dommen, og de ønsker derfor, at den bliver omstødt. Kampen mellem FC København og AGF søndag aften endte på dramatisk vis. Hovedstadsklubben udlignede til 1-1 sent i overtiden, hvilket naturligvis skabte en hektisk stemning på og udenfor banen.
Derfor blev der også skruet op for intensiteten af spillet, der endte med, at
Kevin Diks blev idømt sit andet gule kort. Det betyder, at han står til en karantæne, men det vil FC København ikke acceptere. De mener slet ikke, at kortet skulle have været uddelt.
Efter kampen forklarede træner Jacob Neestrup, at han ikke mente, at kortet skulle være faldet.
Tilsyneladende er han ikke ene om at have denne holdning, for FC København har nu valgt at indgive en officiel klage over det gule kort. Dermed ønsker de også, at udvisningen af Kevin Diks bliver omstødt.
Årsagen til dette er, at de faktisk mener, at Kevin Diks er helt uden skyld. De mener derimod, at det var AGF-spiller Mikael Andersson, der forårsagede kontakten.
"F.C. København mener, at det er korrekt at der er fysisk kontakt, men det er modspilleren, der er årsag til denne, da han kommer med strakt ben og knopperne forrest og rammer Kevin Diks," fremgår det af en meddelelse på klubbens hjemmeside.
Hvis ikke det gule kort bliver annulleret, står den tidligere AGF-spiller til at skulle afsone sin karantæne i opgøret mod Vejle. Denne kamp bliver spillet den 21. oktober.
FC København håber dog på, at det ikke kommer så vidt. Hvis de får medhold i deres klage, vil det gule kort frafalde, og Kevin Diks vil derfor heller ikke have karantæne. Det betyder, at han vil være spilleberettiget i kampen.