FC København-træner Jacob Neestrup har en oplevelse af, at der bliver sendt spioner ud til deres træningspas, hvilket han er utilfreds med. Torsdag tørner FC København og AaB sammen i dette års Pokalfinale i Parken. Op til opgøret har der været flere ubekendte spillere i både FCK og AaB.
Hos den nordjyske klub er der blandt andet tale om Allan Sousa. Cheftræner Oscar Hiljemark kunne nemlig bekræfte onsdag, at den brasilianske profil er tilbage i truppen.
Sousa er en markant offensiv spiller, som FCK også har holdt øje med. De har dog ikke spioneret på AaB's træningspas, da dette ikke har været muligt. Nordjyderne har simpelthen lukket af for omverdenen de seneste dage.
FCK-træner Jacob Neestrup mener da heller ikke, at det er noget, man skal gøre. Derimod mener han, at det er ufint at dukke op til træningspas mellem kampene, for at opsnuse information om sine konkurrenter.
Han bekræfter, at de er vidende om, at Sousa pådrog sig en skade for 10 dage siden. Det skyldes dog blot, at de har fulgt med i medierne, da de aldrig kunne finde på at sende en spion ud.
"Vi kunne aldrig nogensinde finde på at sende en spion ud til andre træninger. Vi har været nødt til at lukke flere af vores træninger. Vi har i mange år – tilbage fra Ståles (Solbakken, red.) tid – haft en kultur om at have åbne træninger, som jeg gerne vil videreføre," sagde han ifølge Ekstra Bladet.
Han fortæller, at han ønsker at kunne give noget til familier og børn, der ønsker at se deres idoler og få en autograf. Derfor er han ærgerlig over, at de åbne træningspas bliver udnyttet på denne måde.
"Det synes jeg, der er lidt for mange, der udnytter i øjeblikket til at sende spioner til vores træninger. Derfor er vi nødt til at have flere lukkede træninger. Det er ærgerligt, synes jeg," sagde han.