Rodrigo Huescas

FCK-spillers fartdom vækker debat: SF kræver nye regler for bøder og straf

Fodboldmaj 12 , 17:32
Når farten er høj og lønnen endnu højere, kan man diskutere, om loven rammer alle lige hårdt. Det mener SF ikke, at den gør.
En fartbøde til FC Københavns mexicanske spiller Rodrigo Huescas har fået SF til igen at tage fat i et politisk hjertebarn. De ser det som en ny mulighed for at indføre indkomstafhængige bøder.
Huescas blev i sidste blev idømt både 20 dages fængsel og en bøde på 7.000 kroner for at køre mere end dobbelt så hurtigt som tilladt i Københavns gader, men det er ikke selve dommen, der får alarmklokkerne til at ringe hos SF. Det er snarere det signal, den sender.
Rodrigo Huescas tjener ifølge TV 2 cirka 235.000 kroner om måneden. I det lys fremstår bøden i SF’s øjne som en ren formalitet.
En økonomisk ligegyldighed, der ikke i tilnærmelsesvis samme grad ville ramme en borger på kontanthjælp eller en enlig mor med en lav indkomst.
Og det er netop dér, SF mener, at retssystemet halter.
Karina Lorentzen Dehnhardt, retsordfører for SF, ønsker derfor at bruge den kommende strafreform til at indføre et nyt princip om, at bøder ikke længere skal være faste beløb, men at de skal justeres ud fra indkomsten.

En bøde skal kunne mærkes 

I dag er det kun ved spirituskørsel, at bøder beregnes ud fra indkomst, men SF mener ikke, at man bør stoppe dér.
Det giver ifølge partiet langt mere mening at lade alle bøder følge samme princip for at sikre en ligeværdig afstraffelse.
- Hvis en person på førtidspension betaler 7.000 kroner, mister vedkommende måske huslejen. Hvis en professionel fodboldspiller får den bøde, er det det samme som at købe en kop kaffe. Det er ikke rimeligt, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Det handler ikke kun om penge. I sagen mod Huescas noterede retten sig også, at han undgik en udvisning, blandt andet fordi han havde gode personlige forhold.
Denne praksis vil SF også gøre op med, da de ser det som en “priviligeret bagdør” i systemet.

Straf skal ikke afhænge af livsstil

- Vi kan ikke have et retssystem, hvor livsstil og status bliver et slags værn mod konsekvenser, lyder det fra SF’s retsordfører.
I partiets optik skaber paragraffer som straffelovens §80 en usund skævvridning, hvor nogle borgere, særligt dem med høj indkomst eller samfundsmæssig status, slipper mildere, fordi deres liv på papiret fremstår stabilt.
Det er ikke første gang, SF rejser ønsket om at indføre indkomstbaserede bøder. Allerede i 2014 stillede partiet et lignende forslag, og nu bringes det tilbage på forhandlingsbordet op til de forestående strafreformsforhandlinger.
Kritikere mener, at forskellige bødestørrelser for samme lovovertrædelse bryder med princippet om lige behandling, men hos SF ser man anderledes på tingene.
De mener ikke, at retsfølelsen bør måles i kroner og ører, men i hvor hårdt bøden rammer den enkelte.
Med fodboldspillerens sag som katalysator vil SF fortsætte deres kamp for, at økonomisk og social lighed afspejles i domsafsigelserne
Mest læste