gettyimages 2196050848

Fodboldklub vil have kamp udsat: 21 personer ramt af voldsom madforgiftning

Fodboldjun. 17 , 15:55
Salernitana med danske Oliver Christensen har anmodet om udsættelse af den vigtige returkamp mod Sampdoria i Serie B’s playoff, efter at hele 21 personer fra spillertruppen og staben er blevet ramt af madforgiftning.
Episoden opstod efter holdets nederlag på 0-2 i den første playoff-kamp, som blev spillet i Genoa.
På hjemrejsen begyndte flere af de involverede at udvise symptomer på sygdom, og ved ankomsten til Salerno Costa d’Amalfi lufthavn blev der tilkaldt ambulancer.
En stor del af de ramte blev herefter kørt til hospitalet, hvor de modtog behandling.
Salernitana oplyser, at klubben straks aktiverede alle nødvendige procedurer for at sikre sundheden for de berørte.
Klubben har desuden orienteret de relevante myndigheder og forbeholder sig retten til at tage yderligere skridt, både sportsligt og juridisk, for at beskytte sine interesser.
Klubben anmoder om udsættelse af afgørende kamp
Salernitana har på baggrund af situationen annulleret holdets træningsaktiviteter og fremsendt en officiel anmodning til Serie B-organisationen om at få udsat returkampen mod Sampdoria, der efter planen skulle spilles fredag den 20. juni.
Ifølge klubbens ledelse er mange af spillerne i øjeblikket ikke i stand til at deltage i fysisk aktivitet, og nogle er stadig indlagt eller i hjemmebehandling.
Klubbens administrerende direktør, Maurizio Milan, betegner situationen som dybt alvorlig og udtrykker bekymring for, hvordan hændelsen påvirker holdets mulighed for at forberede sig ordentligt på en af sæsonens vigtigste kampe.
Han tilføjer, at klubben allerede har haft uformel kontakt med Serie B's ledelse, som har udvist forståelse og åbenhed for at vurdere anmodningen.
Uvished før vigtig opgør
Salernitana befinder sig i en presset situation efter nederlaget i første opgør, og returkampen er afgørende for holdets muligheder for at overleve i Serie B.
Et samlet nederlag vil betyde nedrykning til Serie C.
Klubbens ønske er, at kampen først afvikles, når spillerne igen er i stand til at stille op under forsvarlige forhold.
Mest læste